USA 2005

Her kan I læse vores rejsedagbog fra vores ferie i USA fra d. 29/7 til d. 22/8

Fredag d. 29/7

Endelig kom dagen, hvor vi skulle afsted. Alt var pakket og klart og pasning af postkasse og kaniner arrangeret. I følge lufthavnens hjemmeside skal man helst møde 2 - 2 1/2 time før flyet afgår, især hvis man skal af sted i de tidlige morgentimer, så vi blev hentet af Morfar kl. 4 og sat af i lufthavnen kl. 4.30, blot for at konstatere at Check-in-skrankerne først åbnene kl. 4.45 og Security Check først kl. 5.15 - suk og da vi endelig kom igennem til transithallen og godt sultne gik mod Globecard-loungen åbnede den først kl. 6 - ligesom stort set alle butikker iøvrigt også gjorde. men til sidst fik vi da vores morgenmad og fik købt gave til Sara og saltlakrids og Matadormix til Peter.

Selve flyrejsen forløb helt fint. Turen til Frankfurt var næsten som at køre i gl.dags bumletog - masser af turbulens. Heldigvis var turen fra Frankfurt til New York anderledes fredelig. Børnene hyggede sig og brokkede sig ikke én gang..jo, måske bortset fra Mads, der ikke syntes, at der blev serveret mad tit nok :-)

I New York fik vi kontrolleret fingeraftryk og blev fotograferet inden vi blev lukket ind - det tog så lang tid, at bagagen allerede var på båndet. En venlig dame hjalp os med at finde en taxa - yellow cap - og så gik det ellers over stok og sten mod Manhattan - hjælp!, ind og ud og hornet i bund, men frem kom vi da, puha.

Vi bor på hotel Carter på 19. etage. Mads sank lige en ekstra gang, da det gik op for ham. Det er ikke luksusværelse, men der er to kæmpe senge, et badeværelse og et tv - hvad mere kan man forlange.

Nå, men ikke noget med at sove middagslur selvom det danske ur foreskrev en sådan. ud i byen og opleve New York. Og UARK, sikken et kulturchok. Masser af mennesker, dyttende biler, hullet asfalt, affald alle vegne og larm, larm, larm. lige i overkanten for to forstads-børn. Så vi gik mod Downtown, fik lært at køre med Sub-Wayen. Og så ud på en times cruise ned ad Hudson River og forbi hende her:

Vi havde glemt at notere hotellets adresse, så vi fik set lidt af mere af byen, mens vi fortvivlet ledte efter noget, vi havde set før, der kunne lede os hjem. Netop som vi havde givet op og var ved at preje en taxa, kom vi til at se op og dér højt oppe i luften, et KÆMPE neon-skilt med hotellets navn!. Hurra, og så var det ellers bare op og se dyner.

Lørdag d. 30/8

I startede vi på Naturhistorisk museum. Kæmpe stort og meget flot. Der var en særlig udstilling om Dinosaurer, hvor de bla. havde et helt skelet af en T-Rex!

Katrines største ønske gik i opfyldelse, da vi endelig fandt salen med havdyr. Dér i loftet hang den: Blåhvalen. Imponerende. Og da der også var udstoppede isbjørne kendte glæden ingen grænser. Vi fik ringet til Peter og Sara og aftalt at mødes i China Town om eftermiddagen, så da vi havde fået nok af totempæle, fossiler, udstoppede dyr mm. gik vi en lang tur gennem Central Park og fik os en (lidt giftigt udseende) is, for det var bare så varmt.

Lidt New York Skyline fra vores sejltur

Efter en hurtig gang etagevask på hotellet (man blev enormt støvet og beskidt af at gå rundt) tog vi til Canal Street, et inferno af kinesiske butikker, der faldbyder solbriller, T-shirts, ure og mm. altsammen selvfølgelig piratprodukter og til aldeles lave priser. Katrine fandt en solhat, et par solbriller og et ur. Mads nøjedes med solbriller og ur (der kun holdt et døgn, før det gik i stykker..). Vi fandt Peter og Sara i menneskemængden og slentrede ned til floden, inden vi gik på en kinesisk restaturant og fik den mest udsøgte middag, uhm!

Søndag d. 31/7

Så blev det tid til at pakke sammen, men inden vi forlod New York skulle vi lige ud og spise morgenmad på amerikansk sammen med Peter og Sara. Og sikken en morgenmad. Der var jo mad nok til en hel hær, så vi blev mætte!

Tilbage på hotellet fik vi et godt tilbud om at blive kørt til lufthavnen i en uofficiel taxa. Vi takkede ja og heldigvis kørte han noget mere kontrolleret end taxaen fra JFK lufthavn. Vi blev budt på stegte grønne bananstykker - smagte lidt ligesom chips, bare lidt hårdere, og da det gik op for chaufføren, at vi ikke skulle nå et fly, men bare hente vores bil, gik der sight-seeing i ham. Vi fik den store guidede tur og gjorde en afstikker op gennem velhaverkvartererne på New Jersey op til det mest fantastiske udsigtspunkt over Manhatten. Ud af bilen og frem med kameraerne. Resten af turen bød på spansk popmusik for fuld udblæsning!

Nå, men til sidst nåede vi biludlejningen og turens kvalitet taget i betragtning faldt der lidt ekstra drikkepenge af til chaufføren.
Så kom den spændende del: var der en bil til os og hvilken én? Der var ingen problemer, vi kunne selv vælge melem 5 biler af forskellige mærker: Chevrolet, Jeep, Ford og buick, øhh, det var lidt svært, men så blev vi bare kommanderet ud og kigge i alle bilerne. Valget var nemt - buicken havde bagsæderyglæg, der kunne lænes ekstra begover - så den tog vi.

Den næste times tid gik med at finde ud på vejen mod Buffalo, men det lykkedes da til sidst. Landskabet er ganske flot - store bløde bakker/bjerge dækket med træer.
Egentlig var planen at nå til Niagara Falls i dag, men vi kom først fra Newark kl. 13 og brugte et par timer undervejs på at besøge div. malls på vejen og tog det i øvrigt med ro, så et par timer fra Niagara blev vi enige om at stoppe for natten. Valget faldt på et best Western motel, ud fra kriteriet: Gratis internetadgang.. Nydeligt værelse og en effektiv air-con. Tænk at man kan vænne sig til at sove med sådan et apparat tændt.

Mandag d. 1/8

Efter en glimrende morgenmad på hotellet kørte vi til Niagara Falls. Der var ikke mange mennesker, så kom til at parkere ganske tæt på faldene, som vi i øvrigt havde kunne se længe fra bilen som en kæmpe vandsky over floden. Vi gik først ned og så Hesteskofaldet - meget imponerende og øv, hvor bliver man våd - men det køler selvfølgelig også dejligt, når temperaturen er oppe i nærheden af de 30 gr.c. Vi tog turen ned til foden af de amerikanske fald, iført badetøfler og regnslag og kom via træbroer helt ned og ganske tæt på faldene. Og så en tur op på Hurracane Deck - en vild oplevelse, hvor man næsten står inde i vandfaldet og bliver meget våd! Det var en ret flot tur og en helt speciel oplevelse. Vel tilbage på overfladen var det tid til frokost på en skyggefuld plet i parken og en lille lur, inden turen gik videre mod Wisconsin.

Omkring Toledo besluttede vi os for at holde for natten og så må vi se hvor langt vi når i morgen.

Tirsdag d. 2/8

Dagen i dag har efter planen været udset til at være en rigtig kedelig køredag. Tja og det kan man vel godt kalde den. Men lidt interessant er der da sket undervejs.

Vi kørte fra Toledo efter at have spist lidt lav-selv-morgenmad på vores værelse. Motellet bød ikke på noget - det var absolut laveste prisklasse i området og altså også derefter, men igen, der var hvad der skulle være for at man kunne få en god nats søvn. Åbenbart havde vi valgt at overnatte tæt på Cedar point, som er en forlystelsespark, berømt for sine vilde og voldsomme rutchebaner.

Nå, men vi skulle bare derudaf, helst til Wisconsin og forbi Chicago. Der var en del vejarbejde på turen og en del trafik, men det gik nu rimeligt. Men så kom vi til Chicago... Det var vildt! Et utal af motorveje, der snoede sig over, under og ved siden af hinanden. Vogbaneskift over 3-4-5 vejbaner og indimellem skulle det gå stærkt, for der blev ikke skiltet i god tid. Der var tæt trafik og der blev kørt stærkt samtidig med at der var masser af vejarbejde. Puha, vi var helt klamme af sved, da vi endelig nåede lidt ud af byen på den anden side. Man skal huske at have godt med kontanter med, når man kører her i USA, for der er masser af vejtold, der skal betales. Vi har vel indtil nu kørt igennem ca. 15 toldsteder og det koster alt lige fra 50 cent til 5$

Landskabet er begyndt at ændre sig fra det bakkede, skovklædte New York State til det mere flade. Der er store majsmarker næsten allevegne, men også stadig skov. Mads har forsøgt at tage nogle billeder fra bilen.

Tanken var egentlig, at vi skulle have været til Old World Wisconsin, som er et museum i stil med Frilandsmuseet, men bagsædet nedlagde protest. Ikke i hundrede år om de gad gå og glo på gamle huse. Helt Ærligt! Så i stedet kørte vi tæt på Wisconsin Dells, hvor vi i morgen tidlig skal ud at sejle - det skulle nemlig være en flot oplevelse - og indlogerede os tidligt på et motel med indendørs pool og spa, vaskemaskine, internetadgang og morgenmad. Vi gik i poolen mens det sure tøj fik vasket New york støvet af sig og havde det helt for os selv. Skønt! Og så op i bad og under dynen. Uhm. Tja, så selv om der ikke har været de store oplevelser i dag, har alle været i godt humør og har hygget sig.

Onsdag d. 3/8

Godmorgen, det regner! Så vi tog os god tid til at spise morgenmad - det sædvanlige continental breakfast: toast, cornflakes, mælk, kaffe og muffins og denne gang også frisk frugt!

Nå, men hvis vi troede at regnen ville friske luften lidt op, så tog vi fejl. Det var kun en kort byge og det var omtrent som at gå i dampbad at komme udenfor. Man lærer at holde alvorligt af sin airconditionerede bil. ind og afsted til Wisconsin Dells - for en gangs skyld ikke ret langt at køre, kun små 20 minutter. Og så var vi der....hold da op..en helt by fyldt med waterparks, kæmpe minigolfbaner, forlystelsesparker mm. Vildt og ikke særlig charmerende. Katrine gjorde godt nok sit yderste for at lokke resten af familien med ind i et waterworld, men her måtte vi stå fast! Vi skulle på sejltur på wisconsin floden og købte en dobbeltbillet til Upper og Lower Dells (floden er delt på midten af et kraftværk). Vi startede med Upper Dells - en tur, med indlagt spadsereture (efter amerikansk målestok, skulle det vise sig.) The Dells er en strækning af Wisconsinfloden, hvor den har gnavet sig igennem sandsten og efterladt brinkerne som stejle lagdelte klipper i alle mulige farver. Efter sigende en sandstensart, som kun findes to andre steder i verden, nemlig ved Zurich i Schweiz og et sted i New york. Træerne gror helt ud på kanten af klipperne og det kan de fordi klippen er så porøs, at træernes rødder kan trænge igennem og helt ned til vandet. En fremsynet amerikaner opkøbte for mange. mange år siden kæmpe strækninger af floden, rev husene ned og plantede træer og på den måde sikret området.
Nå, men første stop på turen var en vandretur (hæ) ind gennem en smal kløft. Det foregik i gåsegang på træbroer og tog ca. 5 minutter og der lå den: Souvenirbutikken med popcorn og sodavand! Fantastisk! Stort set alle andre gik i souvenirbutikken, mens vi skyndte os at vende om, så vi fik kløften for os selv. Det var nu fascinerende og med en helt egen stemning og dejlig køligt. Vi sejlede så videre til den berømte springende hund! Det havde guiden fablet om lige siden vi tog af sted og vi fattede ingenting. Men nu kom sandhedens time, vi lagde til endnu et sted og gik hen til en klippesøjle og dér helt oppe stod en mand med en hund, som kunne springe ud på klippen og tilbage igen. Wauw! og så til den hårde vandretur af en "stejl" sti tilbage til båden. Vi troede rigtigt at vi skulle ud og røre os, meeen det var nu bare en sti op til et udsigtspunkt og til endnu en souvenirbutik. Nå, naturen fejlede altså ingenting.Det var faktisk enormt spændende.

Vel tilbage i byen hvor der var så varmt, at man følte, at man stod midt i brisen fra en hårtørrer, var vi blevet frokostsultne og hvad gør man så? Ind i bilen, på med aircon og smørre lækre sandwich og spise frokost derinde. lidt pinligt for os miljøfreaks, men dejligt med lidt kølighed.

Næste sejltur gik sydpå og var uden vandreture. Til gengæld var landskabet her endnu flottere end nordpå, for vandstanden var noget lavere her, og brinkerne derfor noget højere. Her var også flere klippesøjler, som vi kunne sejle rundt om, bla. én, der viste sig at være helt hul, så man kunne se igennem. Vi så fiskehejrer og ørne, men desværre ikke det enlige par hvidhovedet ørne som ynglede i
området.

Omkring kl. 15 var vi klar til at drage videre mod vest. Målet var Mitchell i South Dakota - en tur på små 7 timers kørsel. Det er altså helt fantastisk at køre herovre. Man glider bare derudaf og nyder udsigten. Planerne om evt. at køre om natten er droppet for vi vil ikke gå glip af udsigten. På denne tur skiftede landskabet fra store bløde skovklædte bjerge over Missisipi-floden til bølget prærie med bondegårde og marker, så langt øjet rækker. hvem sagde kedeligt? Ikke et sekund. Man bliver slet ikke træt af at se sig omkring. Efter en gang hurtig aftensmad 20 miles fra Sioux Falls opdagede Mads pludselig et tordenvejr i horisonten. Store lysglimt oplyste himlen over skyerne mod vest - vores retning. Og så kørte vi ellers ind i en Thunderstorm. Det var faktisk lidt uhyggeligt at køre ind i den massive, kulsorte skymasse, hvor lynene glimtede på alle sider. Så kom blæsten og lidt efter også regnen. Wauw, Pludselig forstod Mads betydningen af "Lyn, der flænger nattehimlen" og "lyn, der kan gøre nat til dag et øjeblik". Nå, men vel ude igen på den anden side blev radiokanalen afbrudt af en advarsel om en voldsom tordenstorm netop i vores område. Det havde vi ligesom opdaget.

Nå, men omkr. kl. 22 nåede vi frem til Mitchell, blot for at opdage, at byen er FULD af turister og praktisk taget alle moteller (og dem er der mange af) havde totalt udsolgt. Meen, det lykkedes alligevel at finde et ydmygt sted, som havde plads. Men uden pool og internet, hulk. (man bliver hurtigt forvent :-))

Torsdag d. 4/8

Ahh, I dag sov vi længe, ihvertfald nogen af os. Dagens første programpunkt var The Corn Palace her i Mitchell. Vi var godt forberedt på at det ikke ville blive den store oplevelse, og det var det heller ikke. mest af alt smagløst, men også lidt sjovt eller pudsigt. Faktisk var billederne lavet af majskolber i alle mulige farver (naturlige) ret flotte. Interessant at se, at der findes så mange forskellige typer majs. Nå, men snap, snap, et par billeder af det og så videre mod Badlands. Glemte vist lige at nævne at det var helt køligt her til morgen, ja, man kunne da ligefrem overveje om man skulle have en trøje over skulderen. Nja, det holdt ikke så længe, radioen meldte om temperaturer i området ved middagstid på omkring 90 gr. F.(32/33 gr. C). Vi havde lige 3 timers kørsel til Badlands og også lige lidt indkøb, der skulle ordnes men vi tog det med ro for vi krydsede endnu en tidszone på vejen så vi fik lige en time forærende. Turen gik over flad, flad prærie så langt øjet rakte indtil landskabet pludselig blev brudt af en krydsende flod. På vej mod Badlands kunne man i horisonten skimte den besynderlige profil. Ret flot, men intet i forhold til at se naturparken tæt på, skulle det vise sig. For WAUW det her kan kun beskrives i billeder. Det var så storslået, at man bare kunne blive ved og ved med at se. Så fremmedartet og specielt et landskab. Man kan godt forstå, hvorfor de lige valgte dette område til at filme asteroidescenerne i Armageddon. Vi fik gået et par vandreture og stoppet ved en masse udsigtspunkter. Vejen væk fra parken var næsten lige så interessant, så selvom vi var ved at være godt møre efter en lang dag gik en times bilkørsel til Rapid City nu ganske hurtigt.
Her i Rapid City fandt vi efter et par forsøg (man er vel blevet kræsen og vil kun bo steder med trådløst netværk og pool) en godt motel og fik hjemmelavet spaghetti med kødsovs til aftensmad. Uhm, det var tiltrængt. man bliver altså lidt træt af købemad og sandwich.. En tur i poolen nåede vi også inden hele familien faldt omkuld. Godnat!

Fredag d. 5/8

I morgen er det Thors fødselsdag, så han blev sendt i en sportsforretning for sig selv, mens vi andre cruisede rundt i resten af Mall´en for at finde en gave. Det lykkedes, men schh, det er en overraskelse. Og så var Han væk, den gode Thor, da vi endelig kom tilbage til bilen. En eftersøgning i sportsforretningen viste, at der var han stadigvæk, men lysende øjne og begejstrede udråb. Det viste sig at være den ultimative udstyrsbutik, med alle de rigtige mærkevarer til camping, cykling, løb, ja alle former for sport man kan forestille sig. Det var som at se et barn i en slikbutik. Thor fik købt et par zip-off-bukser. Dem får han fik kun brug for i un-zipped udgave foreløbig, for det er stadig dejlig varmt.

Nå, men til sidst fik vi ham trukket ud af butikken og ind i bilen og så af sted mod Mount Rushmore. på vejen kom vi forbi en dyrepark a la Givskud/Knuthenborg, med dyr fra nordamerika, bla. bjørne, så der kørte vi ind. Under strenge formaninger om at holde vinduerne lukkede og ikke stige ud af bilen kørte vi rundt og så på Wapiti-hjorte med imponerende gevirer, bjerggeder, Mountain Lions, og så kom vi til dem: Bjørnene og ulvene. I en kæmpe indhegning vandrede 60-70 brune og sorte bjørne rundt sammen med en flok amerikanske ulve.

Det er sådan nogle store, hvide eller sorte ulve, som man glæder sig over ikke at risikere at møde på en skovtur i Danmark, uha. Og bjørnene - de var bare overalt, nogle sloges, andre klatrede i træer, nogle kølede sig i småsøer og indimellem gik de rundt på vejen, lige ved siden af os! Behøver jeg at sige, at børnene var ellevilde (og de voksne med). Egentlig ville vi bare være kørt uden at se noget de kaldte baby-zoo, meen frokosten kaldte og de havde et udmærket picnic-område, så inden maden smuttede vi lige hen for at se de hersens dyrebørn. inde i en stor indhegning stod en dyrepasser og talte med tilskuerne og rundt om hende myldrede bjørneunger i alle størrelser. Det var afsindigt underholdende. Ialt havde de omkr. 200 bjørne i hele parken og plads til endnu flere!

Efter den sædvanlige frokost - sandwich med kødpålæg kørte vi videre til Mount Rushmore. Hvad skal man sige? Imponerende, flot og lidt underligt med en skulptur dér midt i de smukke bjerge. Der var en fin vandretur på en halv times tid, hvor man bla kom forbi en udstilling om hvordan i alverden det kunne lade sig gøre at flytte så mange tons sten.

Så gik turen vestpå forbi Crazy Horse Memorial - et tilsvarende projekt, der bare skal blive mange gange større og forestille en indianer til hest. Om det er der kun at sige, at så har vi da set det. Om 20-50 år er der sikkert mere at se...

Så sydpå gennem Custer State Park, hvor der skulle være masser af bisonokser. Æhm, der kørte vi bare forkert og kom til at køre på den mest fantastiske serpentinersnoede smalle vej, med en fantastisk udsigt i den nordlige del af parken. Problemet var bare, at bisonerne lever i den sydlige del, hvor der er prærie. Hm, da vi endelig kom ud på nogenlunde flad vej igen var vi allesammen dødtrætte, så vi kørte udenom parken og direkte sydpå til Hot Springs. Her ligger Mammoth Site - en arkæologisk udgravning af et gammelt mudderhul, hvor der er fundet mange mammutfossiler, som vi skal se i morgen. Og så tager vi lige turen gennem Custer igen - denne gang den rigtige, det er heldigvis lige på vejen til Wyoming, som er næste mål på turen. Vi har taget chancen og indkvarteret os på campingplads. Det er nu dejligt at være lidt ude i det fri. Vi bor på den yderste plads dejlig ugenert under lidt træer, der kan give lidt skygge. Men lidt luksus er her da. Lige nu sidder jeg på poolkanten og skriver, mens ungerne plasker lystigt rundt. Kl. er 20.30 og temperaturen på vej ned, men der er endnu ingen af os, der kunne drømme om at tage en trøje eller et par lange bukser på. Forhåbentlig bliver natten køligere..

Lørdag d. 6/8

I dag er det Thors fødselsdag, hurra, hurra, hurra! Og det blev det efter en noget varm nat i teltet. Vi opgav ret hurtigt at have inderteltet slået op og sov bare under oversejlet. Det hjalp lidt på varmen. Først omkring kl. 4 var temperaturen faldet så meget, at man kunne hoppe i soveposen. Nå, men det var dejligt at være ude i naturen, skønt at vågne til. Vi fik sunget fødselsdagssang og uddelt gaver: CDér med roadmusic og et par zip-off-bukser (ja, dem han selv havde købt dagen før ;-). Og så op og spise rigtig amerikansk morgenmad: Alt, hvad man kunne spise af friskbagte pandekager. I et lille indelukke med borde og bænke stod en dame og bagte pandekager og så hentede man bare så mange kunne klare. Lækkert!

Vi fik købt en times internetadgang, som omhyggeligt blev fordelt ml. familiens medlemmer. Der er jo mange interesser, der skal passes - dagbog, venner over MSN, firma osv. Vi fik kontakt med Mikkel i Los Angeles og mormor i Frederikssund.

Så tid til en svømmetur og så pakkede vi sammen og kørte de ti minutter ind til Mammoth Site.

Museet er bygget ovenpå et gammelt mudderhul, hvor man indtil nu har fundet skeletter fra 65 mamutter, sjovt nok allesammen hanner...tja, det viser jo lidt om hvem, der er de smarteste!! Vi lærte at det var det eneste sted i verden, hvor man både har fundet den uldhårede og den endnu større Colombianske mammut. Nogle af skeletterne havde fået navne - et næsten komplet skelet uden hovede var blevet døbt Marie Antoinette (det var før de fandt ud af at det var en han) - lidt makabert, synes jeg. Alt i alt var det ganske interessant.

Nu gik turen tilbage nordpå gennem Custer State Park, fast besluttet på denne gang at vælge den vej, hvor der var chancer for at se Bisoner. Og denne gang lykkedes det. Rangerne ved indgangen udpegede 3 steder i parken, hvor bisonerne var blevet set. Vi satsede på det ene af stederne og snoede os ud af en grusvej indtil vi kom rundt i et sving og dér var de! En kæmpe hjort fredeligt græssende på den bølgede prærie. Dejligt fredfyldt syn. Vi parkerede bilen og nød vores frokost i selskab med de store dyr. Ja altså i betryggende afstand og inde i bilen. De er nemlig overhovedet ikke ufarlige. Der bliver dræbt flere mennesker af bisoner i USa end af bjergløver, slanger og bjørne tilsammen. Der holdt også en parkranger i nærheden i sin bil og holdt øje med, at folk ikke kom for tæt på. Til sidst måtte vi jo videre trods alt, selvom vi ikke rigtig kunne blive trær af selskabet. Vi havde valgt den rigtige rute, for på resten af turen gennem parken så vi ikke andet end præriehunde og forskellige hjorte.

Næste mål var Devils Tower. Et par timers kørsel nordvest på. Jeg har sikkert nævnt det før, men det er altså overhovedet ikke kedeligt at køre her i staterne. Naturen skifter konstant og uanset hvor man ser hen er der noget nyt at se på. Turen til Devils Tower var på ingen måde nogen undtagelse. Først over Black Mountains og derefter over flad prærie for så at køre de sidste 40 miles gennem skovklædt bakkelandskab.

På lang afstand kunne man se den underlige flade klippe, som i virkeligheden er et stivnet og eroderet magmakammer. Men indianerne fortæller at syv

indianerprinsesser var ude at gå på prærien med deres bror, da han pludselig bliver ramt af et lyn og forvandles til en bjørn. Pigerne flygter op på en lille bakke og beder guderne beskytte sig mod den vilde bjørn. Bakken hæver sig mod himlen, mens den rasende bjørn springer op ad siderne og med sine klør river lange furer i bakken. Til sidst blev de syv piger løftet op i himlen, hvor de i dag kan ses som syv stjerner. Men klippen står der endnu.

Vi kørte så tæt på, man kan, og ville egentlig havde vandret helt hen til bjerget, men da vi kom ud af bilen var det alt for varmt. Omkring 40 gr. C. og med en blæst så varm som en føntørrer. Så det klarede vi ikke ret længe.

I stedet kørte vi videre til Gilette - en lille flække med masser af moteller og indkvarterede os for en gang skyld tidligt. Thor og ungerne gik i poolen mens mor lavede aftensmad: Cup-noodels til ungerne og lækker tunsalat til de voksne. Vasketøjet havde hobet sig op igen, så det fik vi også lige fikset. Jeg fik en længere snak med en flink amerikansk dame i vaskekælderen og da jeg endelig kom op igen var jeg låst ude. Nøglekortet virkede ikke, og der var ingen, der åbnede. 15 minutter tog det at få vækket min slumrende mand - lidt tåbelig fornemmelse at stå der midt på gangen og banke, ruske og kalde på sin familie. Faktisk nåede jeg en tur ned i receptionen for lige at tjekke, at det var det rigtige værelse, jeg forsøgte at komme ind i. Jo, jo, den var god nok, men hvis man havde låst døren indefra, virkede nøglekortet ikke...Hrmpf! Nå, men ind kom jeg da og manden havde jo fødselsdag, så han slap med en advarsel :-)

Søndag d 7/8

I dag kom vi for en gangs skyld nogenlunde tidligt afsted, det har vi ellers ikke været så gode til. Men hvad var det nu vi skulle huske, inden vi kørte? Nå, det var nok ikke noget vigtigt. Så afsted med os og ud over prærien. For en gangs skyld var det rimelig kedeligt. Der var fuldstændigt øde, man så kun et par køer hist og her og måske et enligt hus hvert 20. minut. PLING! LOW FUEL, blink, blink.. Ah, pokkers også, det var jo det vi skulle huske..at tanke bilen. Panik, panik, kortet frem. Hvor langt mon der var til næste by? omkring 20 miles? Nå, men det gik lige, pyha, lidt for spændende.

SÅ gik det ellers opad ad den mest fantastiske rute, vi har kørt endnu. (det siger jeg vist hele tiden, men det her var virkelig specielt) Enorme bjerge, fantastiske udsigter - ind og holde mange steder for lige at nyde udsigten.

Frokosten blev indtaget ved en kølig sø, i solskinsvejr, men med mere og mere vedholdende tordenbulder i baggrunden, så vi måtte videre. Vi kørte væk fra uvejret, så vi fik kun 4 dryp. Endnu et stop ved et sted kaldet Shell hvor der var nogle rigtig flotte vandfald. Der fik vi gået en god lille tur, inden det gik videre ned af bakke - stejlt - de næste 18 miles. Her skulle man passe på sine bremser, så man fandt hurtigt ud af at skifte ned i 2. gear.

Pludselig var vi ude af bjergene og så gik det ellers igen hen over fladt terræn til Cody - hjemby for gode gamle Buffalo Bill. Vi havde for en gangs skyld prøvet at være lidt tjekkede og havde reserveret en Campinghytte på den lokale campingplads over nettet, men da vi ville checke ind havde vi reserveret en forkert dato og der var ikke flere hytter tilbage den dag. Hm, men damen var flink og fortalte hvor i byen man ellers kunne bo til rimelige penge, så vi kørte videre til Buffalo Bill Village og fik en fed lille luksushytte med det hele: Air-con, bad og toilet, fjernsyn og gode bløde senge. Eneste lille men var, at den ikke var klar endnu - vi ankom kl. 15, så vi måtte køre lidt rundt i byen for at få tiden til at gå.

I udkanten af byen var opbygget en gammel westernby med huse hentet fra området, bla. den hytte, hvor Sundance Kid holdt til sammen med sin bande. Der trillede også de her buske rundt mellem husene - meget malerisk. Og tænk, ungerne overlevede at være på frilandsmuseum og syntes rent faktisk at det var lidt interessant.

Så skulle vi til at indtage vores hytte og så passede nøglen ikke! Katrine og jeg gik tilbage til receptionen og brokkede os, hvorefter de tilkaldte hjælp over walkie-talkien: We have a guest here in trouble come on and help her, ten-four - Og rundt om hjørnet kom en grøn golfvogn drønende med en gammel gut, der råbte: Hop ind og så ræsede vi ellers over til hytte-området. Vildt skægt. Nå men han fik døren op med sin hovednøgle og drønede tilbage for at hente en ny nøgle til os.

Mens ungerne var i poolen fik vi planlagt den næste uges overnatningssteder og sendt reservationer af sted over nettet. De næste to dage er vi i Yellowstone og skal bo i telt. Dér er campngpladserne rimelig primitive, uden bad og pool. Det er Katrine lidt utilfreds med, men mon ikke hun overlever. Værst bliver nok, at der sikkert ikke er nogen mulighed for at komme på nettet. Det bliver en prøvelse ;-)

Mandag d. 8/8

Uhm, hvor har vi sovet godt. Det var slet ikke til at få liv i Katrine, så vi tog det med ro og kom først afsted fra Cody hen på formiddagen. Og så skulle vi lige ind og handle på vejen, så vi var klar til et par dage i ødemarken (sammen med alle de andre turister), så kl. blev 11 inden vi rigtig kom af sted. Vejen ind til Yellowstone var Ok, men ikke så imponerende som meget af det andet natur, vi har set. Og så var der vejarbejde. To gange måtte vi holde og vente i 15-20 minutter, men det var ok, for så klarede vi lige frokosten og luften var kølig og behagelig.

Vel inde i parken kørte vi gennem et trist landskab. En kæmpe skovbrand hærgede Yellowstone for 5-10 år siden og overalt står der døde træer. Men til gengæld har skovbunden fået nyt liv. Der var blå, lille, gule og hvide blomster overalt. Og så er de nye træer også godt på vej, så om 5-10 år er sporene nok ved at være slettet.

Første stop blev ved et område med boblende mudderkilder. Egentlig stoppede vi fordi der langs floden gik nogle bisoner. Det skulle vise sig at være en brøkdel af de bisoner, vi kom til at se resten af dagen. Vi fik gået en tur på et par kilometer på trægangbroer. Man må ikke gå udenfor stierne, det er for farligt, for jordskorpen kan være tynd og sprød og man kan træde ned i noget meget varmt!

Så kørte vi videre for at finde en campingplads, gennem kæmpe bisonflokke, hvoraf nogle stod helt ud til vejen, men først på den tredje kunne vi få plads. Den er til gengæld ret hyggelig og ganske tæt på naturen. Her er kun muldtoiletter og en enkelt vandhane.

Vi satte teltet op og kørte videre nordpå til Mammoth Springs. Første stop var MEGET vigtigt. ISBODEN! To stk. kæmpe is til ungerne og så var humøret i top. Lige klar til en lang vandretur rundt og se på fantastiske terrasseformationer. Der blev kigget og løbet om kap, så alle andre turister grinede og rystede på hovedet af de tossede danskere. Det var altså dræbende varmt. Efter et par timer gik turen igen retur til campingpladsen og aftensmaden.

Senere var der lejrbål og et ganske underholdende og lærerigt foredrag om bjørnene i Yellowstone.

Så krøb vi i poserne og knap var vi faldet i søvn, før et kæmpe tordenvejr brød løs. Wauw, sikken en gang bulder og brag! Men ikke så meget regn heldigvis. I løbet af natten faldt temp. til omkring 5 gr. brrr. For første gang blev det nødvendigt med en varm sweater.

Tirsdag d. 9/8

Op til det skønneste solskinsvejr, varm kaffe og havregrød. Uhm, det er nu livet at være på telttur. I nat hørte vi ulve og Thor hørte sågar én ulv trave lige forbi teltet!

Nå, men I dag gik turen sydpå mod Old Faithfull. På vejen skulle vi lige ind forbi og se på et stort område med varme kilder. Flot! Og så lige booke plads på en campingplads - man skal være hurtigt ude, for allerede omkring middagstid er der fyldt op. Her er lidt mere luksus, både toiletter med skyl og en is-bod! Efter at have slået teltet op, skyldte vi os til Old Faithfull. Vi var heldige, der var kun en halv time til næste udbrud, så vi kunne lige nå at spise frokost først.

Jamen, ih, og næ, det var da fint at se gejseren springe og hurtigt overstået. Så ind og købe kæmpe is (der findes ikke andet. De bliver helt forvirrede, hvis man beder dem lave portionerne lidt mindre) og så sllers ud på en laang travetur, rundt og se på mange flere gejsere, kogende vandhuller og dybe søer i smukke farver. Det tog et par timer og vi blev godt røde i nakken og på benene. Hm, hm, der var vist ingen, der havde tænkt på solcreme.

Efter den obligatoriske snusen rundt i souvenirbiksen kørte vi til Grand Canyon of the Yellowstone. Betagende udsigt, men der var alt for meget trafik og alt for mange mennesker, så efter at have kigget lidt, kørte vi tilbage til campingpladsen.

Det tordnede lidt sidst på eftermiddagen, men det blev ikke til mere end 5 dråber og her til aften ser det ud til at skyerne er drevet væk, så mon ikke vi klarer frisag i aften? På campingpladsen bor også en koloni af små jordegern-lignende dyr. De var her, da vi kom, men her til aften er de væk. Katrine håber, de kommer tilbage i morgen. Det er sådan nogle små tiggeprinser, så de kommer ganske tæt på.

Onsdag d. 10/8

Endnu en skøn nat i teltet i Yellowstone. I nat havde vi taget alle forholdsregler for at kunne holde varmen, og så blev det slet ikke særligt koldt. Katrine og jeg var oppe kl. 4 (vi skulle lige en tur på toilettet) og himlen var stjerneklar. WAUW, flottere stjernehimmel har vi vist aldrig set. men der er selvfølgelig også laaangt til nærmeste by.

Morgenstund har guld i mund og også i Yellowstone. Sol fra en skyfri himmel, men vi havde planer for dagen, så hurtig morgenmad og afsted mod Jackson. Vi havde allerede reserveret campinghytte og havde forsøgt at booke rafting, men uden at få bekræftelse, så vi ville bare nå frem så tidligt som muligt. Så vi kørte lige gennem Grand Teton National Park, på trods af at den egentlig på mange måder bød på langt flottere natur end Yellowstone. Yellowstone er mest skov, skov og skov og så lige de her helt fabelagtige gejsere, kogende mudderpøle osv.

Nå, men kl. 11.30 kørte vi ind på campingpladsen og fik lige de sidste 4 pladser på en whitewater-rafting kl. 12.30. Pyha, heldigt. Det gav lige tid til en gang frokost og pakning af lidt tørt tøj og et håndklæde. Ingen kamera eller løse genstande, så der er ingen billeder. Men det var bare SKÆGT!!

Ned ad floden i en 16 mands gummibåd med fører. I starten lidt stille og måske også lidt kedeligt, men så kom de første bølger: wake-up-waves. Hu, det kildede i maven, meeen alligevel ikke så vildt som vi havde troet. Men det skulle komme. Undervejs kunne man få lov at droppe i vandet og prøve at flyde ved siden af flåden. Jeg skal hilse fra Mads og sige, at vandet er koldt!!!

Undervejs så vi masser af Bald-headed eagels (hvidhovedet ørn) amerikas nationalfugl. Én af dem kom flyvende med en fisk i kløerne. Vi så også Ospreys - en slags fiskehøg (jeg må slå det danske navn op, når vi kommer hjem).

Nå, men det var jo ikke fugle, det her handlede om. Vi skulle jo ud at sejle i hvidt vand. Og det kom vi til! Awesome, Dude! Det er altså lidt skræmmende at sejle hen mod en masse hvidt skummende vand og så pludselig opdage at det bare går lodret ned. SPLASH! Megaskægt!!! Undervejs blev der taget billeder inde fra kysten ved Big Kahuna, et helt vildt sted. I raften foran os røg to mand ud (den ene var føreren!), men vi klarede den med et par stykker der røg ned i bunden af båden. Det er nu alligevel at foretrække.

1 time og 40 minutter og så var turen overstået og vi blev kørt tilbage til campingpladsen og nåede lige at pakke ud før et tordenvejr brød løs. Hvor er vi glade for at have ofret at bo i en hytte. Den er i øvrigt rigtig hyggelig. Består kun af en dobbeltseng og en køjeseng indenfor og med en lille veranda med en hængesofa udenfor. Og egen bålplads og bord og bænke (det er der forresten på alle campingpladser også teltpladserne overalt her i USA).

Kiggede også lige på kilometertælleren i bilen. Vi har lige rundet 3000 miles! Men der er stadig et stykke vej til Californien...

Torsdag d. 11/8

Arrgh, blev vækket af vores søde slummer i nat af en infernalsk larm fra et køretøj på vej ind på campingpladsen. Det stod på rimelig længe og vi var godt sure. Det lød mest som om, de havde glemt at slå støttebenene op på deres camper, altså lyden af metal, der skraber mod asfalt. UFF! Næste morgen viste det sig at være en (ret stor) camper trukket af en Pick-Up-truck, der havde mistet dækkene på begge hjul på den ene side. Så den havde kørt på fælgene det sidste stykke ind til campingpladsen. Det var nogle lidt triste og meget trætte amerikanere, der drak en stille kop kaffe foran deres tidligere stolthed.

Planen for i dag var bare at køre så langt som muligt sydpå mod Arches national Park nær Moab, og det gik bare over al forventning. Vi valgte den flotteste vej gennem Flaming Gorge - et spektakulært flot stykke natur. På vejen kom vi over en ret stor dæmning og ville lige gå en tur hen over den for at nyde udsigten. Meen, næ, nej, sådan noget må man skam ikke mere, her i USA. Kun guidede tours (og de tog over en time, så det gad vi ikke). Det er noget med nogle mænd, der har fløjet nogle flyvemaskiner ind i nogle huse herovre for et par år siden...

Nå, men efter lidt over 8 timers kørsel kom vi til Price, en mellemstor by, med masser af moteller. Vi fandt til sidst et, der kunne tilfredsstille alle i familien: Pool, internet og morgenmad! Og så fandt vi sørme også en orientalsk restaurant med den lækreste buffet, vi endnu har fået overhovedet. Desværre var der så mange lækre forskellige retter, at alle uden undtagelse endte med ondt i maven. Vi fik også købt ind til frokost og aftensmad i morgen, så den sag skulle være ude af verden. Vi skal overnatte på campingplads i morgen - reservationen er på plads!

Fredag d. 12/8

I dag stod vi tidligt op. Vi fik os en lille sludder med Rolf på Skype - det er altså cool, hvad man kan med moderne teknologi. Vi skulle lige have et par fif til hvad vi skulle se i Arches. Børnene vågnede ved hans stemme og skulle lige snakke med. Hyggeligt.

Efter en dukkert i poolen kastede vi os ud på landevejen, afsted mod Arches National Park. Efter 5 minutters kørsel dukkede der blå blink op i bagruden. ind til siden og Goddag, Betjent, hvad er der i vejen? Om vi var klar over, at vi havde kørt for stærkt? Hm, vi havde vist overset et byskilt..Nå, er i turister, jamen så slipper i med en advarsel. Jubii! Og så fik vi ellers et længere turistforedrag og en hyggelig sludder med den rare betjent.

hm, hm, så resten af turen stod cruisekontrollen præcis på det lovlige og vi trak lange køer af biler efter os:-)

Kl. 11 var vi ved Arches og kørte tværs gennem parken med et frokost-stop undervejs. Helt ude i enden af parken er den største koncentration af buer, som kan ses på en 11 km lang tur. Vi drog frisk afsted med litervis af vand i rygsækken, men det var varmt! Og stien meget lidt amerikansk. En virkelig spændende rute, hvor man skulle klatre, balancere og sno sig op og ind mellem klipperne. Pyha, det var hårdt i den varme, men fantastisk flot. Efter 1 1/2 time måtte Katrine og Suanne vende om, mens Thor og Mads gik efter den fuldde Monty. Knap to timers ekstra stroppetur, af et primitivt spor, til tider så primitivt, at det var svært at finde vej.

Da familien endelig var samlet ved bilen igen og havde tømt et par vandflasker og skiftet tøj, skulle vi til at videre. Klokken var blevet 16.30 og vi ville til at køre ned igen mod campingpladsen. netop som vi kører ud fra parkeringspladsen opdager Thor, at hans solbriller ligger på bilen ved siden af. Da vi bakker tilbage for at hente dem opdager vi at der har ligget en klapperslange og sovet under bilen. Hmm, hvordan kommer vi nu hen efter solbrillerne? Thor var ikke meget for at gå forbi slangen, men så var sprang Katrine bare ud af bilen og hen efter brillerne. slangen blev bange og skyndte sig væk, mens den klaprede med halen. UUahh.

På tilbagevejen fik vi set den mest berømte bue: Delicate Arch - men på afstand. Der var ikke rigtig nogen, der var motiverede for flere lange vandreture, så vi nøjedes med den lille tur på 30 min.

Og så hen til campingpladsen og ind i hytten. Adrk, hvor var der varmt. Heldigvis var der air-con, så den fik lov at brøle løs.

Vi kan mærke, at vi er i turist-land nu. Her er masser af franskmænd, tyskere, spansktalende, men vi har endnu ikke mødt nogen danskere.

Det vækker stor opsigt, at vi kommer kørende i en bil fra New jersey. På en parkeringsplads stod en mand og tog billede af vores nummerplade. Vi har også snart rundet de 4000 miles, så vi har da også kørt langt. Jeg tror ikke længere, vi vil grine af amerikanere, der ser Europa på et par uger.

Lørdag d. 13/8

En rigtig syvsover-morgen. Mads og Katrine sov rigtig længe, men det var vist også tiltrængt. Dagen i går var hård og ulidelig varm, så vi var vist alle blevet rigtig trætte.

Efter morgenbad pakkede vi bilen og nød derefter en rigtig god gang KOA pandekagemorgenmad i det fri. Det var ret hyggeligt og pandekagerne og tilbehøret var ganske lækkert. De bliver bagt udendørs under en havepavillon og så sidder man ved haveborde under træernes skygge og spiser. Ren idyl.

På trods af den lidt sløve start på dagen kom vi rimelig tidligt afsted fra campingpladsen. Første stop var Monument Valley, som vi nåede efter et par timer. Turen ind til selve parken var enorm flot. Kæmpestore røde klipper i de mest fantastiske former. Selve parker er ikke særlig stor. Et 18 miles lang tur og så har man været parken igennem, men..man kører ad en jordvej, som er endog meget bumlet! Så efter 30 minutters rumlen og bumlen, vendte vi om og kørte tilbage igen.

Så da vi ikke havde brugt så meget tid her som planlagt valgte vi at køre videre mod Page og Antelope Canyon. Vejret skiftede hele tiden mellem sol og gråvejr og noget der lignede en større tordenstorm lå hele tiden og lurede i horisonten. Men vi kom da til Antelope Canyon uden regn. Man kunne vælge mellem at køre til Upper eller Lower Canyon. Vi tog den øvre del. Man skulle købe en guidet tur hos nogle Navajo-indianere, så vi hoppede op på ladet af en Pick-up, med påmonterede sæder på ladet og så gik det ellers over stok og sten lang pokker i vold gennem en udtørret flodseng. Det var bare om at holde fast, men det var sjovt. Så kom vi frem til selve canyonen - en såkaldt Slot-canyon og det så jo ikke ud af noget særligt, men da vi så kom indenfor, WAUW, det var bare helt specielt. Det kan næsten ikke beskrives, men det er altså en revne i et bjerg, der er slebet i nogle bløde former af vandet. Man kan se himlen mange meter oppe og på bunden ligger det fineste sand. Vi har forsøgt at tage billeder og viser nogle af dem her, men det krævede vist noget mere proff udstyr, end vi havde med.

Det var virkelig besøget værd! Vel tilbage ved bilen, var uvejret rykket tættere på og den næste times tid kunne vi køre og se det ene flotte lyn efter det andet. Vi måtte også lige stoppe ved et par indianerboder for at købe lidt smykker. Der er boder overalt langs vejen, og de sælger allesammen stort set det samme: Armbånd, halskæder og lerpotter.

Nå, og når vi nu var så godt på vej, besluttede vi at køre lige lidt længere end Page før vi gjorde holdt for natten. Så vi fortsatte til Flagstaff, fandt et motel der opfyldte de sædvanlige krav. Lidt dyrt måske, men det var lige meget, for nu var vi godt nok også blevet trætte. Og så lige ud og finde noget aftensmad og tilbage og vaske tøj mens ungerne fik deres obligatoriske badetur.

Søndag d.14/8

Nå, det måtte jo ske. Børnene har fået natur-kuller, eller varmeknopper, for der er godt nok varmt her. Ihvertfald besluttede vi at køre helt til San Diego i dag og mødes med resten af familien. En tur på omkring 8 timers kørsel plus lidt til pauser, men det fint. Fra Flagstaff kørte vi ad Oak Creek Canyon-vejen, som efter sigende skulle være en af de smukkeste veje i USA. Den var skam også fin, men havde sikkert gjort større indtryk på os i solskin. Det var overskyet og småregnede. Men bevares, det var bestemt en meget smuk tur og dejlig forfriskende med masser af løvskov og en skøn duft af fugtig jord.

På vejen passerede vi Slide Rock State Park, hvor vi har været tidligere. Attraktionen her er en lavvandet flod, der strømmer hen over fuldstændigt flade, glatslebne klipper. Et sted, hvor man om foråret tager hen og bader, men ikke nu, for floden var stort set tørret ud. øv, for denne gang havde vi badetøjet med - det havde vi ikke sidst.

Nå, men lidt efter kom vi forbi Montezumas Castle. Der kørte vi ind og fik kigget på ruinerne efter en forsvunden indianerkultur, der byggede deres boliger på en lodret klippeside med masser af huler i. Det er en rigtig lille perle - ikke for mange turister og ret spændende. Der har vi også været før, men Katrine ville gerne se det igen, for hun var ikke så gammel den gang og kunne ikke huske så meget af det. Heldigvis var vejret klaret flot op, så ruinerne tog sig ud fra deres bedste side.

Men så var det også slut med den interessante del af turen. Nu gik det mod Phoenix og det eneste interessante, der var at se på var kæmpe områder med kaktus af den slags, I ved, man ser i Westerns og i anders And-bladene. Dem, der ligner en tændstikmand, som Katrine siger. Så vi fik tiden til at gå med at høre musik, børnene så en film på den medbragte, lånte DVD-afspiller og efter det fik Katrine og Susanne et par timer til at gå med at "bygge lejligheder" på et stykke blankt A5-papir. Det var blind-udgaven, hvor man ikke ser, hvor den anden sætter stregen, for vi sad bag hinanden og rakte sedlen frem og tilbage efter tur.

Fra Phoenix kørte vi stik vest mod Yuma og holdt undervej ind for at tanke. PYYHA, det var godt nok indtil nu det hedeste sted vi havde været. Det gjaldt bare om at komme ind i bilen og køre videre. Efter Yuma passerede vi grænsen til Californien, hvor vi omhyggeligt fik gennemgået bilen for at se om vi havde planter eller frugt med ind i staten og senere passerede vi indtil flere grænsekontroller - her var det bare illegale Mexicanske indvandrere, der blev holdt øje med. Vi kørte nærmest langs den Mexicanske grænse og kunne flere steder se derind. Nu begyndte landskabet igen at ændre sig fra at have været fladt og kedeligt til at blive lidt mere interessant. Vi kørte gennem store klitområder (Råbjerg Mile x 50), over ørken, hvor blæsten løftede støvet op til store støvskyer og så hen over den nogle bjerge, der så ud som om Jens Vejmand var gået amok på dem med sin hammer. Her måtte vi slå aircinditioneringen fra for ikke at overophede motoren og hele vejen op kunne man med korte mellemrum tanke kølervand i vejkanten. Det var ret flot og igen meget anderledes.

Og så kom vi endelig til San Diego og blev kastet ud i den californiske trafik. Puha, det var bare med at holde tungen lige i munden og holde styr på hvilken vognbane man skulle være i. Her bliver der kørt stærkt. Men vi kom da frem til motellet, men jo lidt tidligere end de, vi havde reserveret til og alt var seævfølgelig udsolgt. Vi fik dog hilst på fam. Ulstrup og det var rigtig hyggeligt. Det tog ikke lang tid at finde et andet motel så vi kunne komme på hovedet i seng. Uhm.

Mandag d. 15/8

I dag er det Mads´ fødselsdag. HURRA, den har han ventet længe på. Han blev vækket med sang og gave: en cykelrygsæk med indbygget vandbeholder og drikkeslange. Den blev han ret glad for. Og så afsted til Zoo så vi kunne være der, når de åbnede. Det var dejlig køligt her til morgen og vi var næsten alene i zoo, så vi vandrede rundt et par timer og troede, at vi fik set det meste. Vi så pandabjørnene og endda også den lille nyfødte pandaunge (ja, altså via en tv-skærm, for man må ikke komme ind og forstyrre mor og barn) og flodheste i et kæmpe anlæg, hvor man kunne se dem svømme rundt. Og isbjørne - Katrines yndlingsdyr. De var rigtig aktive så det var ganske underholdende. Fra isbjørnene kunne man tage en svævebane til modsatte ende af zoo (som er meget stor). Det var ret flot. Tilbage ved hovedindgangen tog vi imod Mormor Og Morfar, som lige var kommet kørende fra los Angeles, hvor de havde boet et par dage hos en gammel ungdomsven. Stor gensynsglæde for os alle. Søren, Henriette og børnene kom lidt efter så vi alle kunne samles til frokost. Så kørte vi en guidet bustur rundt i zoo for lige at se om vi havde fået det hele med og det havde vi selvfølgelig ikke. Nå, men så fik vi da set det alligevel.

Ud på eftermiddagen havde vi fået zoo nok for denne gang og sagde farvel til de andre og så skule vi ellers på shopping. ja, hurra, hvis vi ellers havde kunnet finde rundt. men til sidst lykkedes det da og vi fik fundet den store elektronik-butik, som drengene havde drømt om så længe. Der cruisede vi så rundt. Thor fik købt sine fagbøger og vi andre fik set på dimser. Så snusede vi rundt i et par andre butikker, indtil vi vendte næsen hjemad for at mødes med de andre til lidt aftenhygge. Men vi havde liige et andet projekt på vejen. Men kan nemlig købe færdige fødselsdagskager i supermarkederne herovre. og sådan én ville vi overraske Mads med og det lykkedes rent faktisk at få den købt og smuglet med op på Søren og Henriettes værelse uden at han opdagede det. Søren havde champagne og sodavand på køl og så blev der ellers sunget fødselsdagssang og skålet og spist kage. Den var ikke så ringe, som man kunne tro. Det var bare sandkage med en masse smørcreme på.

Men vi var alle trætte, så vi sagde snart godnat og trillede tilbage til motellet.

Tirsdag d. 16/8

I dag var helliget et besøg i Sea World. Vi tog tidligt afsted så vi kunne være i Sea World omtrent når de åbnede, så der ikke var så mange mennesker. Der havde ikke rigtig været nogen rabatbilletter at købe på hotellet, men til gengæld kom den unge pige i billetlugen til at give os voksenbilletter til børnepris - en klækkelig rabat, som vi tog imod uden at fortrække en mine. Håber ikke det var alt for umoralsk...

Sea World er og bliver en rigtig charmerende park. Selvom det var højsæson, var der ikke for mange mennesker og det var ikke svært at få plads på nogen af show´ene. Vi fik både set sjove søløver, imponerende spækhuggere, delfiner og alverdens kæledyr: hunde, katte, ænder, grise og sikkert flere dyr endnu. Udover deres dyreshows har SeaWorld også lidt zoo bla. en stor flok Manatees - dem vi vist kalder søkøer på dansk, en enkelt isbjørn (så var dagen reddet for Katrine), en masse pingviner i et imponerende anlæg, hvor man kunne se dem svømme under vandet, hajer mm. Og så selvfølgelig de obligatoriske forlystelser. Vi prøvede et par stykker, bla. en tur på en rivende flod, hvor formålet viste sig at gøre folk så våde som overhovedet muligt. Og det lykkedes - fra øverste hårtop helt ind til underbukserne. Bvadr, det tog lidt tid at blive tør igen - godt at det var dejlig varmt.

Omkring aftensmadstid havde vi alle fået nok, så vi kørte tilbage til hotellet, fik skiftet tøj og gik så på pizzarestaurant for at fejre Mads´ fødselsdag med hele familien. Og Mads fik et af sine store ønsker opfyldt: at få ægte amerikansk pizza med enorme mængder af ost. Vi andre fik bare ondt i maven, men det smagte godt.

Onsdag d. 17/8

I dag kørte Søren og Henriette videre mod Los Angeles, mens vi andre rustede os til en rigtig slapperdag. Op ad formiddagen kørte vi til Fashion Valley - et stort shoppingcenter med alle de rigtig mærkevareforretninger. Her fandt vi bryllupstøj til børnene til attraktive udsalgspriser og bedst af alt: Rullesko! Et kæmpehit. Alm. gummisko med en rulle under hælen, så man ved at løfte tæerne kan rulle let og ubesværet afsted. Al begyndelse er selvfølgelig svær, men efter en times tid havde de fat på det begge to. Når man bliver træt af rullerne kan de tages ud og så fungererne skoene bare som alm. sko.

Og for første gang i ferien nåede vi hjem tids nok til både en middagslur og en tur i poolen. Det var fedt! Og så en gåtur ud og finde et sted at spise aftensmad - denne gang en thai-restaurant.

Torsdag d. 18/8

Tidligt! op i dag, for vi skulle til los Angeles til Universal Studios. 2 1/2 times kørsel - evt. trafik, som der er rigtig meget af omkring LA. Men vi var heldige. Vi kunne køre i carpool-lane det meste af vejen, så vi nåede frem kl. 10. Billetterne var købt hjemmefra over nettet og det var super-luksusbilletter, hvor man kunne springe køerne over og gå direkte ind til shows og forlystelser. Og var det fedt?! Man følte sig fuldstændig som en VIP/star/millionær, når man stille og roligt gik forbi køerne med halve timers ventetid og kom til i løbet af få minutter. Eller gik hen til ventekøen til et show og blev vist hen til bænke under skyggende parasoller, mens alle andre måtte stå i op til en time og vente på at komme ind. Ah, det var da lidt cool. (Spørg ikke om billetprisen!!!)

Vi kom på tur rundt i studioerne og oplevede jordskælv på en undergrundsstation, haj-angreb og masser af andre special effekts. Vi kørte gennem kulisserne til Desperate Housewifes, som de netop var i gang med at optage en episode af, og gennem en scene fra War of the Worlds: En ægte 747, der var sprængt i stumper og stykker, så det så ud som om den var styrtet ned i en masse huse. Hmm, fedt at skulle flyve hjem om et par dage...

Og vi fik set 3D og 4D film, lært om special effekts, set stuntshow og prøvet vilde rutschebaneture. Altsammen rigtig, rigtig sjovt, men der var godt nok enormt meget larm overalt i hele parken. Det var nok værst for en stakkels lydfølsom mor, men så er det godt, at man er udstyret med to pegefingre, man kan proppe i ørerne! Vi havde det ihvertfald rigtig skægt især at dømme efter børnened funklende øjne!

Fordi vi sparede ventetiden nåede vi hele parken rundt inden kl. 7 og kunne komme afsted til Santa Barbara inden det blev alt for mørkt. Vi ankom til universitetets summer-inn kl. 9, hvor mormor og morfar heldigvis havde checket os ind, for kontoret var lukket. Her er rigtig dejligt, med store grønne græsplæner, opholdsstue, køkken og havet blot et stenkast herfra.

Fredag d. 19/8

Dagen i dag er gået med at slappe af, snakke med familien, stryge tøj og få vasket de sidste par dages sure sokker. Kl. 16 blev vi hentet af en bus, der kørte os til byens historiske museum, hvor brylluppet skulle holdes. En meget smuk have, hvor både bryllupsceremoni og middag skulle holdes.