Australien 2006

Tirsdag - torsdag 13/7
Efter en dejlig frokost i Frederikssund blev vi kørt til lufthavnen af Morfar og kom uden problemer gennem check-in og security.. nå, ja, bortset fra Teen-ageren, som først måtte tømme lommerne for mobiltelefon, Ipod, pung mm, have headsettet ud af ørerne og derefter tage bæltet af (og det er slemt for en ”hængerøvs"-dreng, skulle vi hilse at sige) før han kunne komme slippes igennem. Stor var morskaben blandt såvel security-folk som forældre, da det hele skulle monteres igen. Det tager altså sin tid.. Nå, men propperne kom da i ørerne igen, så standardsvaret ved enhver henvendelse til Mads igen kunne blive ”Hva´”
Og vi var selvfølgelig i god tid, så vi fik da set alle lufthavnens butikker og slappet af i loungen (som vist var glade da Mads gik, for så kunne de andre gæster også nå at få et par sandwich). Katrine har lånt en stak bøger om kaligrafi, så hun fik nemt tiden til at gå med øvelser. Det bliver skam rigtig flot.
Efter at være fløjet over London til Singapore kom vi langt om længe til Darwin, hvor vi skulle igennem den MEGET strenge kontrol. Børnenes pas skulle af en eller anden grund kontrolleres en ekstra gang af en anden tolder. Nå, men ind i karantæneområdet kom vi da – med børn! Her er også bagagebåndet og der patruljeres på livet løs med hunde, der snuser til alle tasker. En nuttet beagle satte sig pladask på rumpen foran min rygsæk og så blev jeg krydsforhørt om indholdet. Det er fødevarer og jord, de er bange for herude og tasken lugtede stadig af de æbler, vi havde haft med ombord på flyet. De var dog spist, så vi fik lov at hente resten af bagagen og stille op i kø med alle de andre. Al bagage blev gennemlyst og vi fik sved på panden, for hvordan var du nu lige med de der vandrestøvler fik vi renset al jorden af sålerne på dem hjemmefra Men der var ingen problemer – vi fik bagagen og kunne gå ud i 26 graders varme kl. 4 om natten og finde en taxa til hotellet, som heldigvis var booket hjemmefra. Vi havde værelse allerede for den nat, der snart var gået, og det var bare skønt at kunne gå direkte på hovedet i seng. Efter et par timers søvn, fik vi trukket os selv op ved nakkehårene og fik købt ind til lidt frokost. En tur i poolen blev det også til, lidt læsning i liggestolene og så en lille middagslur (20 min kun! – det var ikke nemt) og så lidt byvandring i Darwin. Rigtig hyggelig by, men bestemt ikke særlig stor – omtrent som Hillerød. Vi ville egentlig have spist i byen, men Katrine var svimmel af jet-lag, så vi købte salat, avocadoer, tun og lidt kød og fik os en lækker middag i lejligheden. Med hiv og sving er det lykkedes os at holde os vågne til kl. 20, men nu går den heller ikke længere. Nu håber vi, at vi kan sove det meste af natten. Godnat!

Fredag 14/7
Dagen i dag er sat af til…..ingenting! Skønt ikke. Så vi skal bare drive lidt rundt i byen, læse lidt, spille spil og bade. Vi sov som sten hele natten og stod friske og veludhvilede op. Efter frokost tog vi en shuttlebus til et indkøbscenter for at købe vandresandaler til Katrine. Vi fandt et par lækre sandaler, spiste frokost og skyndte os tilbage igen. Så traskede vi rundt i byen, og fik indkøbt solhatte til dem, der manglede, kom lidt på internetcafé, spiste aftensmad på en kinesisk fortovs restaurant og fik badet i poolen på hotellet. Helt igennem hyggeligt og afslappende. Mørket falder hurtigt på her i Darwin. Kl 8.45 går solen ned og det er den ikke lang tid om for kl. 19 nul dut er det bælgravende mørkt. Til gengæld står den så også først op kvart i 7 om morgenen. Temperaturen er stadig høj, men vi har så småt vænnet os til det.

Lørdag 15/7:
Op kl. 5.45 og pakke sammen. 2 små tasker til turen til Kakadu og Katherine Gorge og resten ned i de to resterende tasker, som hotellet opbevarer for os. Så over og spise morgenmad i hotellets restaturant og ud og vente på bussen, som skulle hente os kl. 7. Og det gjorde den sørme også. En minibus med plads til 20 pers. med en trailer på slæb til mad, bagage og div. udstyr. Vi bliver budt hjertelig velkommen af vores enormt energiske guide, Ian, og så går det ellers af sted derudaf mod Kakadu national park. Ian kører bussen mens han snakker og snakker og fortæller alt om naturen, kulturen og historien om alt vi kører forbi.
Første stop er ved en billabong, hvor der lever både ferskvands og saltvandskrokodiller. Vi blev stuvet ombord på en lille fladbundet pram og sejlede så rundt og så på fantastiske fugle, imponerende ørne og krokodiller i forskellige størrelser. En af dem kom vi ganske tæt på, gys. Saltvandskrokodillerne er nogle ondskabsfulde bæster, som australierne har stor respekt for. De kan ligge i dagevis, helt stille og vente på den helt rigtige lejlighed til at gå til angreb. Guiderne kunne adskillige drabelige historier om folk, der var kommet rigtig galt af sted….
Derefter kørte vi til The Bark Hut Inn, hvor guiden linede op til stor smør-selv-sandwich-frokost og når man havde spist, kunne man gå ind i baren os se på en motorsav, som den lokale krokodille havde haft tænderne i, da en storm havde væltet et træ ned over dens bur og en af medarbejderne var i gang med at skære det ned (ja, historien var også i de danske aviser). Temmelig medtaget sav, må man sige.
Nå, men Ian spildte ikke tiden – programmet var stramt og der var mange ting, han ville nå at vise os, så ind i bussen og videre til Ubirr Rock og se på gl. aboriginal klippekunst. Ganske imponerende. Nogle af malerierne var op til 5000 år gl, men man kunne faktisk stadig se, hvad de forestillede. Derfra klatrede vi op på en klippetop, hvor der var en helt fantastisk udsigt. Vi kørte også ud til et vådområde, hvor man normalt ville kunne se tusindvis af fugle i tørkeperioden, fordi det var et af de eneste steder med vand , men netop i år havde det regnet så meget op til tørketiden, at vandhullerne endnu ikke var tørret ud. Men kønt var der. Vi fik set de første Wallabies (små kænguruer), lidt fugle og lært om paperbark-trees.
Derfra kørte vi til vores camp, som lå i udkanten af en alm. Campingplads. Campen bestod af en cirkel af grønne telte med træbund og to faste senge med madrasser og soveposer. Siderne i teltene var af myggenet, så man ikke omkom af varme og Ian havde medbragt tynde lagenposer, man kunne bruge i stedet for soveposerne. Og mens guiden lavede aftensmad sprang alle i poolen blev kølet lidt ned. Selskabet bestod af en dansk familie foruden os med en pige på 10 og en dreng på 6, en Østrisk familie med mor og to piger på 12 og 16, to par fra Sidney og en engelsk familie med mor, far og en dreng på 14. Vi faldt hurtigt i snak og børnene hyggede sig gevaldigt.
Kl. 22 var alle gået i seng efter en lang, varm og anstrengende dag.

Søndag 16/7.
Op kl. 6.30 og spise morgenmad, pakke sammen og så af sted , først til et udsigtspunkt – fantastisk smukt syn. Ikke særlig anstrengende vandretur – det tog vist kun et kvarters tid at gå derop. I det hele taget fik vi ikke gået særlig meget. Vi nævnte det for guiden, som beklagede, at pga. de store afstande i parken var der simpelthen ikke tid til lange vandreture, hvis vi skulle nå at se det meste. Tja, det var der jo ikke noget at gøre ved, så ind i bussen og videre til et park-besøgscenter og så videre til den skønneste lille badesø, langt inde mellem klipperne med et lille vandfald strømmende ned i. Her var det sikkert at bade, og vandet var bare skønt. Slet ikke koldt, som man tror og det skønneste ferskvand.
Op og videre til Yellow Water – endnu et vådområde, hvor der er bygget gangbroer ud gennem sumpen. Her var der masser af fugle, wallabies, vildheste og ørne. Meget spændende og smukt sted. På vej videre stoppede vi ved et kæmpe termitbo og Ian fortalte at det sandsynligvis var over 100 år gammelt. Han var utrolig god til at fortælle, så det var ret spændende at høre på. Derfra en tur til Pine Creek for at købe drikkevarer til aftensmaden (hvad er en australier uden øl?) og så videre til Edith Falls – en stor sø med høje klipper omkring og et vandfald brusende ned i. Ungerne fik sig endnu en svømmetur 150 meter på tværs over til vandfaldet og tilbage igen. Men tiden var knap, så mere blev der ikke tid til – vi

skulle videre til vores overnatningssted – en super hyggelig camp på en lille campingplads. Undervejs stoppede vi ved et dødt træ og samlede brænde og fremme ved campen fik vi tændt et stort lejrbål. Vi hjalp Ian med at lave aftensmad og dessert – et slags grydebrød fyldt med æblestykker og alverdens tørrede frugter, som blev bagt i gløderne. Middagen blev spist udendørs med stearinlys på bordene og et buldrende lejrbål i baggrunden og ellers sort, sort nat. Meget stemningsfuldt. Rundt omkring teltene puslede masser af Wallabier – det blev en stor sport for børnene at rende rundt med lommelygter og spotte kænguruer. Senere fandt vi også en Cane Toad – et af australiens største importerede skadedyr. En forslugen tudse, der æder alle andre frøer og er så giftig, at andre dyr dør af at æde dem. Et stort problem, så den overlevede ikke længe efter at vi havde vist den til Ian.

Mandag 17/7:
Her til morgen kunne vi vente med at spise morgenmad til kl. 7 og kørte fra lejren kl. 7.30. Turen gik direkte til Katherine Gorge, hvor vi havde valget mellem at sejle op gennem gorgen (flod, der løber i en kløft) med turbåd eller i kanoer. Vi valgte uden tøven kanoerne, for turen indtil nu havde ikke budt på andre strabadser end at gå ind og ud af bussen, mindre gåture på under et par km. og besværet med at skifte til og fra badetøj. Ian blev godt nok ved med at gentage ”you´re gonna be wet and you´re gonna drag those kanoes over them rocks, mate” og så et kæmpe grin. Ja, ja, som om vi ikke har sejlet i kano før.. Men han havde ret. Kanoerne var nærmere små, gule plastikkajakker med pagajer i stedet for padler. Men ligeså stabile som alm. Kanoer, så der var ingen risiko for at tippe rundt. Vi havde 3 timer turen tur/retur. Op turen var modstrøms og i strid modvind, så det var faktisk ret hårdt. Midtvejs skulle kanoerne trækkes op gennem et lille strømfald (ja, man kunne også have båret dem ad en fin sti over på den anden side, men det stod vist ikke i Ians guidebog) – det tog lidt tid og kostede Susanne en flækket storetå-negl, da foden gled på en af de glatte sten. Nå, men vi kom da igennem. Senere lagde vi ind til en lille strand og fik et par hårdt tiltrængte stykker frugt og kage. På tilbagevejen sejlede vi ganske tæt forbi en stor ferskvandskrokodille, der solede sig på en træstamme ved bredden. Katrine og Thor var mindre end 3 meter fra den!

Godt ømme i armene afleverede vi kanoerne og fik en velfortjent barbecue frokost, som turbådsfolkene havde lavet til os.
Herfra gik turen videre til Katherine Hot Springs – en konstant 31 grader varm kilde, som vi fik os et skønt bad i. Man kunne stå under et lille vandfald og få masseret de ømme muskler – ganske lækkert.

Og så var turen ved at være forbi for os to danske familiers vedkommende. Resten af selskabet havde endnu en dag, så vi blev kørt til Adelaide River, hvor en bus holdt klar til at køre os tilbage til Darwin. Vi var tilbage kl. 7, fik lidt aftensmad, hvorefter Mads og Katrine lige kunne nå endnu en tur i poolen sammen med Anna og Jonathan – de to danske børn fra turen, inden vi alle gik på hovedet i seng – godt udmattede efter 3 spændende, sjove, men også meget lange dage.

Tirsdag 18/7:
I dag går turen til lufthavnen og med fly videre til Alice Springs. Egentlig var det meningen, at vi onsdag skulle på endnu en 3 dages tur – denne gang til Ayers Rock eller Uluru, som den rettelig hedder, men det har vi aflyst, for det orker vi simpelthen ikke.
Rejsen til Alice gik fint og vi blev som lovet hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel, som ligger ret centralt. Alice er en ægte backpacker-by, med internet-cafeer overalt og stort set ikke andre butikker end campinggear og souvenirs. Men lige ved siden af hotellet var det et babykænguru-care-center, som vi lige kunne nå at besøge. Det var såmænd ikke andet end et lille stykke jord mellem to bygninger og et lille kontor, hvor man kunne komme ind og hjælpe med at holde kænguruunger. Der bliver trafikdræbt en del kænguruer og indimellem finder guider eller andre overlevende unger i moderens pung. Hvis de er omkring 3 mdr. gl. kan de reddes og bringes til care-centeret, hvor de bliver puttet i en stofpose og de første 3 uger båret konstant rundt på af den samme person. Forskellige frivillige hjælper med at passe ungerne og har dem med på arbejde, for dels skal de bæres og dels skal de fodres en gang i timen for de mindste og senere 5 gange i døgnet inden de begynder at kunne spise selv omkring 8 mdrs. Alderen. Når de er store nok, tages de med på carecentret, hvor turister betaler en lille donation for at få lov til at holde dem så længe de har lyst. Så det prøvede vi og det skal vi såmænd ind og prøve igen. De var godt nok søde. Helt rolige ligger de der i posen med hovedet og bagbenene oppe og kommer kun nødigt ud et par minutter om dagen. Vi var heldige at se dem hoppe lidt rundt – de var faktisk ret meget større, end vi havde troet og det så skægt ud da de hoppede tilbage igen på hovedet ned i posen. Når vi kommer næste gang, tager vi billeder til hjemmesiden.
Vel tilbage på værelset fik vi indviet vores lille-bitte rejse-Monopoly, som vi købte i Heathrow – det ser ud til at Katrine vinder efter små to timers spil, men vi får se.

Onsdag 19/7:
Ja, i stedet for at stå op og af sted på tur kl. 6.10, som vi ellers havde planlagt, kunne vi tage den med ro og stå lidt senere op. Så gik vi en tur i byen og fik lejet en bil til i morgen hos et lille bureau, som hotellet anbefalede. Vi har set bilen og den ser ok ud – ikke en supermoderne bil som hos Avis m.fl. men en god gl. stationcar.
Lidt snusen rundt i butikker og lidt shopping blev det også til og et lille middagshvil inden vi gik til Alice Reptil Center og kiggede lidt på det kryb, der lever hernede. Den største attraktion var et Hands-On-foredrag, hvor vi fik fortalt om og lov til at holde forskellige krybdyr og slanger. Der var skæggede leguaner, et par skinke af forskellig slags og en 3 meter lang pythonslange. Efter

foredraget kunne man gå hen i en kasse og tage det kryb op, man havde lyst til og det var ret skægt (for de fleste af os). Slangen kunne man efter tur få om halsen – det prøvede Mads og Thor – vi andre nøjedes med at røre. En rigtig spændende oplevelse. Bagefter var vi lige et smut ude og se deres store saltvandskrokodille, som velopdragent havde lagt sig lige op ad undervandsvinduet, så man kunne studere alle detaljer.

Resten af aftenen har vi brugt på lidt af hvert. Mads har gået lidt rundt i byen, mens Thor har været på internetcafé (der er jo lidt arbejde, der skal passes). Katrine er lidt små syg, så hun har været i karbad og ligget i dobbeltsengen med sin mor og hygget lidt og set australsk fjernsyn – de sender Tour de France en dag forskudt. Vi har fundet noget udmærket pumpernikkel, som vi har nydt til aftensmad (de kender ikke meget til groft brød hernede) og har det alt i alt rigtig hyggeligt.

Torsdag 20/7:
I dag har vi været i Australien i en uge og har allerede oplevet så meget, at det næsten ikke er til at fatte. Katrine har haft lidt svært ved at tåle de store temperaturudsving, vi har oplevet. Vi kom af sted fra Darwin i bare tæer i sandaler, shorts og t-shirt og ankom til Alice Springs i regnvejr og rigtig råkoldt, blæsende vejr. Så vi nåede at blive godt gennemkolde, inden bagagen nåede frem, så vi kunne få sweatrene frem. Katrines småsyge udviklede sig til feber, ondt i øret og halsen sidst på aftenen og hun havde det rigtig skidt. Vi fik hældt en masse saftevand og en enkelt Panodil i hende og så ind i seng. Efter en dejlig lang nattesøvn har hun været nogenlunde frisk i dag – frisk nok til at tage på udflugt i vores lejede bil – et fantastisk vidunder af en 10 – 15 år gammel Toyota Stationcar med hullede sæder. Men den var billig og den kører glimrende.
Her kører man jo i venstre side af vejen og det går faktisk helt godt for os. Det sværeste er at finde blinklyset. Det sidder nemlig i højre side og vinduesviskeren i venstre. Så vi har fået pudset forruden et par gange i dag.
Nå, men dagens første udflugtsmål var Alice Springs Dessert Park, hvor man kunne lære om ørkenens dyreliv og flora. Vi havde glædet os til at se deres røde kænguruer, men de havde kun én og to emuer. Lidt tyndt. Til gengæld havde de en stor nat-zoo, hvor man kunne se alle de nataktive dyr og det var meget sjovt. Der var mange skægge pungdyr i musestørrelse og selvfølgelig også kryb og slanger. Vi var til et foredrag med en aboriginal, der fortalte om hvordan hans stamme levede/lever i bushen. Meget interessant, men han var desværre temmelig svær at forstå.
Derfra kørte vi videre mod de østlige MacDonnell Ranges – en bjergryg/forkastning, der skærer sig gennem det ellers helt flade landskab øst/vest lige nord for Alice Springs.. Første stop var en kamel-farm (det kalder de dem, men det må være dromedarer, for de har kun én pukkel). Kamelen er et indført dyr i Australien, men har været så stor en succes, at der i dag eksporteres dyr fra Australien til Saudiarabien. Vi måtte lige prøve en ridetur og valgte heldigvis bare en kort rundtur, for, bøvs, hold da op, hvor det gynger på sådan én. Pyha, Mads var lykkelig, da turen var ovre. Men de var da sjove at se på og ganske kælne. På farmen var der også masser af farvestrålende papegøjer. I det hele taget ser vi mange, mange fugle i alle regnbuens farver og størrelser fra store ørne til bittesmå finker.
Resten af dagen bød på smukke naturoplevelser. Vi var inde i flere mindre kløfter og se på klippemalerier. Dem havde vi netop lært lidt om til foredraget, så det var ret interessant. Kløfterne var ikke særlig store, så det tog ikke lang tid at få set det hele og et af stederne fandt vi knogler fra en død kænguru. Mads fandt også den ene forpote, som ligner en lille-bitte hånd og nogle ryghvirvler, som han måske vil forsøge at lave en tørklædering ud af, når vi kommer hjem.
Vi var også på en lille vandretur rundt om en meget hellig klippe, der stod som en hanekam midt i bushen. Ret imponerende syn. Her er meget smukt med stærkt røde klipper, flad bushslette med strit ørkengræs og buske. Indimellem lyser spøgelseseucalyptustræer op i landskabet med deres næsten kridhvide stammer.
Vi kom tilbage til Alice ved 5-tiden og kunne lige nå et ekstra besøg hos de små baby-kænguruer. Denne gang havde vi kameraet med og var heldige at komme netop som de skulle til at fodre ungerne. Der er for tiden omkring 100 forældreløse unger, der passes af omkring 30 personer alene her i Alice, men kun 4 unger på centeret. De var alle omkr. 8 mdr. gl. og bliver i deres poser til de er 10 mdr.
Dagen sluttede med besøg i en opal-butik, hvor Katrine og Susanne fik et længere foredrag om opaler og lov til at finde en lille rå opal i en stor kasse med småsten. En middag på en thairestaurant og lidt hygge på værelset inden sengetid blev det også til. Alt i alt en rigtig god dag!

Fredag 21/7:
BEEP-BEEP-BEEP Vækket af en infernalsk larm. Brandalarmen! Så for pokker. På med et par bukser, en jakke og tasken med passene på skulderen og så ned fra 2. sal og ud på gaden. Ingen røglugt, men hvinende sirener fra en brandbil påvej for fuld fart. Hmmm, lidt for spændende. Nå, men efter at have gennemgået hotellet og konstateret falsk alarm kunne vi gå tilbage på værelserne og komme rigtig i tøjet og få lidt morgenmad. Tja, så sov vi da ikke for længe den dag.
I dag var programmet the Western McDonnels Ranges – en lidt længere tur end i går – ca 132 km. til enden af den asfalterede vej (og så kører vores vrag ikke længere!). Vi kørte helt ud for enden af ruten til Glen Helen Gorge og fik os en ganske lille vandretur ad et udtørret flodleje til et lille vandhul mellem nogle flotte røde klipper. Den egentlige attraktion – The Organ Pipes – kunne vi ikke komme ud til, for der skal man lige svømme lidt og det var det altså alt for koldt til. Så vi kørte tilbage mod Alice Springs og stoppede først ved Ormiston Gorge, som bød på en noget længere vandretur. Betagende smukt landskab og en herlig vandretur. Vi fik halvdelen af turen stort set for os selv, for den snoede sig op af klippesiden op til en enlig Ghost Gum Tree (spøgelses-eucalyptus) helt ude på kanten af klippen med en fantastisk udsigt over hele flodlejet og Outbacken. Opturen var rigtig rå, men nedturen desværre lavet så den egnede sig for pensionister (undskyld) med trapper og støbte cementtrin.
Næste stop blev Standley Chasm, som var en vandring op gennem en fugtig dal, men helt anderledes vegetation end i Gorgerne. Helt regnskovsagtigt, fugtigt og meget skyggefuldt. I sig selv en skøn tur, men hovedformålet var at komme frem til en bred sprække i en klippevæg, der gik på tværs af dalen. Ret imponerende. 90 m lodret klippevæg op på begge sider af stien. Det er vist lettest bare at vise et billede af det.
Men så var dagen også ved at være gået. Det gælder om at komme hjem inden mørket begynder at falde på, for da er der stor risiko for at komme til at påkøre kænguruer og andre nataktive dyr og det dækker forsikringen ikke! Så vi var tilbage i Alice Springs ved 5-tiden. Lige tids nok til at gå en tur i Woolworths og købe ind til aftensmad og få en lille is hos Wendy´s (et lyserødt mareridt af en i øvrigt ganske almindelig isbar). På hjemvejen havde vi lovet Katrine at gå ind i den lokale opal-smykkebutik og kigge en sidste gang og halløjsa – damen bag disken var en af byens kængurupassere, og hun havde sin lille 5 mdr. gl. kænguru på armen. Den var ikke større end en lille kat og vejede bare overhovedet ingenting. Katrine fik selvfølgelig lov at holde (som den eneste af os) og hun var helt solgt. Da hun så ovenikøbet fik lov at købe den ønskede opalhalskæde og damen forærede hende en lille klemmekoala-bamse, ja, så kunne hun nærmest svæve hele vejen op på værelset.
En helt fantastisk dag, med utrolig smuk natur, gode, lange vandreture og specielle oplevelser.

Lørdag 22/7:
Op kl. 8 og pakke sammen. Kl. 9.15 gik brandalarmen igen. Suk, på med skoene, ned på gaden, babu, babu, se der kommer brandbilen igen, igen. Den havde også været der om eftermiddagen i går, inden vi kom hjem. Der var åbenbart problemer med en brandmelder på to af værelserne, så hver gang nogen gik i bad, gik alarmen. Og hver gang kommer brandvæsnet for fulde gardiner. Nå, men denne gang havde vi da taget kameraet med ned, så om ikke andet, så fik vi da et billede af en australsk brandbil.
Så snart vi måtte gå op igen, skyndte vi os at bære al vor bagage ned og fik tjekket ud af hotellet. Fik afleveret bilen og tog en taxa til lufthavnen, hvorfra vi skulle flyve til Brisbane på østkysten. Alt forløb planmæssigt, vi landede endda før tid i Brisbane, hvor det er overskyet og bygevejr.
Hos Avis fik vi en upgrade på bilen, så nu kører vi rundt i en Nissan Patrol 4WD – den er stor og Thor er glad!
Overnatning på campingpladsen Forest Glen Resort var bestilt hjemmefra, så det var bare at køre nordpå. Vi var lykkelige for at have fået trænet venstrekørsel i stille Alice, for ellers havde det nok været lidt nervepirrende at komme gennem det væld af rundkørsler og udfletninger før vi var på motorvejen. Campingpladsen ligger 90 km. nord for Brisbane i det område, der kaldes Sunshinecoast. Vi var fremme omkring kl. 4 og blev vel modtaget i receptionen. Alt var klar til os – et skønt lille hus med køkken, bad og hele to soveværelser og en lille veranda. Rigtig hyggeligt. Og så ned til den lokale Woolworth og købe rigtig aftensmad af den slags, der skal tilberedes på komfur. Det har vi savnet. Vi har faktisk også en ovn, så vi kan få bagt os noget brød, for det er ikke lige der, Australien scorer flest point hos os. Så lige nu sidder Teenageren i stuen og ser sin første DVD-film i 1 ½ uge (for der er nemlig både DVD og fjernsyn), Katrine og Susanne spiller kort og Thor er lige kommet sig over en mindre depression over mangelen på internetadgang, da han ved et tilfælde opdagede, at han kunne få adgang til en eller andens trådløse netværk, hvis han sidder på kanten af underkøjen i børnenes soveværelse. Hæ.

Søndag 23/7:
I dag kørte vi til Mooloolaba for at besøge Underwaterworld – et stort akvarium i stil med Kattegatcenteret i Grenaa. Men det kunne det godt nok ikke måle sig med. Det var ikke den store oplevelse. Akvariet lå på havnen med masser af hyggelige restauranter, butikker og havnestemning. Det havde garanteret været en større oplevelse, hvis ikke vi måtte løbe spidsrod mellem nogle heftige byger. Vejret er i det hele taget ikke særlig godt. Hvis solen skinner, bliver det varmt nok til t-shirt, men så snart den er væk, er det frem med overtøjet.
Vi kørte forholdsvis tidligt tilbage til campingpladsen og fik købt ind på vejen, inkl. Et vejkort over Queensland, så vi kunne planlægge resten af turen. Vel hjemme igen var vejret midlertidigt klaret flot op, og Mads og Katrine fik sig et slag tennis, mens vi ventede på den annoncerede vildfuglefodring. Man kunne fornemme vingeslag i luften efterhånden som tiden nærmede sig, og så snart damen kom med foderspanden kom en kæmpeflok grønne og blå papegøjer flyvende. De fik en blanding af brød, vand og honning og lod sig gerne håndfodre. Vildt!
Og så en badetur i den opvarmede pool, indtil den næste voldsomme byge satte ind. Aftensmaden bød på hjemmelavet pizza og friskbagte boller, uhm. Og så lidt kortspil og råhygge resten af aftenen.

Mandag 24/7:
Ja, det var så dagen, vi havde sat af til at tage i Australia Zoo – omhyggeligt valgt for at undgå ”Bindy´s fødselsdag”, som vi troede var i går. Men det var det ikke, så vi ankom sammen med et væld af klapvogne og udklædte børn og blev mødt af parkpersonalet, der alle var klædt ud i dagens anledning. Det positive var, at der var gratis adgang for alle børn under 14. Der kom nu heller ikke flere i parken, end at det føltes helt fint – masser af plads til at få kigget på dyrene.
Vi fik hilst på voksne røde kænguruer i et område, hvor de gik frit mellem publikum og fik kløet en koala på ryggen – de er dejlig bløde. Og så var der show i det kæmpestore crocoseum. Først noget om slanger, så et fugleshow, med alle mulige fugle, der fløj rundt over hovederne på os. Dernæst to trætte tigre og så det særlige fødselsdagsshow – dansende figurer fra Madagascar-filmen. Lidt langt. Men så fik vi øje på Steve, the Crocodile Hunter, som sad sammen med resten af familien et stykke fra os – det var hans datter, der havde fødselsdag – og så var alle glade igen. Vi var nemlig spændt på om det ville være ham, der skulle lave crocodilleshowet, for han er tit ude at filme, så man kan ikke være sikker. Men efter lidt familiehygge på scenen med fødselsdagskage og lidt snak kunne krokodilleshowet gå i gang. Vildt. Ham Steve er super sej og sandsynligvis også lidt tosset. Han håndfodrede en kæmpe saltvandskrokodille og da den var lidt for sløv, kastede han sig pludselig ud midt i bassinet for at provokere den til at gå til angreb. Gisp, det var hans kone nu heller ikke særlig begejstret for og han blev da også trukket hurtigt op igen af sine hjælpere. Men det hjalp. Der blev snappet og dødsrullet og sprunget efter mad og det var helt vildt at se.
Lige inden showet fik Katrine opfyldt et af hendes rigtig store ønsker, nemlig at få lov at holde en Koala. Den var rigtig sød og så fulgte der billede med.
Omkring kl. 5 kørte vi fra parken og mod det forudbookede overnatningssted, Cania Gorge. Problemet var bare, at vi havde lavet en regnefejl på afstanden, så det viste sig at der var over 400 km. Vi glemte også, at det bliver så tidligt mørkt – faktisk er det mørkt her allerede lidt over kl. 6, så det lykkedes os at bryde den vigtigste af vore køreregler: ikke at køre når det er mørkt. Det er der to grunde til. 1: Meningen med at køre fra Brisbane til Cairns er at få set naturen og landskabet på vejen, og det kan man ikke se i mørke. 2: I Australien er der rigtig mange nataktive dyr, så risikoen for at køre ind i noget er temmelig stor. Vi så masser af døde kænguruer i vejkanten og mange levende også. En enkelt gang måtte Thor lave en super undvigemanøvre for at undgå at køre hen over en wallaby, der besluttede at krydse vejen og i øvrigt stoppe midt på den, da vi kom susende. Pyha. Campingpladsen lå inde midt i en nationalpark og på vejen derind var der pludselig masser af kaniner. Om vi klarede den udenom dem alle sammen er vi næsten sikre på..
Heldigvis havde vi ringet og varslet vores sene ankomst, så da vi kom frem kl. 22 hang nøgle og velkomstbrev til os, så vi kunne smutte ind i vores hytte og hoppe på hovedet i seng - godt øre i hovedet af at have siddet med øjnene på stilke og bumlet rundt i små 5 timer. Vejene er nemlig ikke af de bedste – temmelig smalle og bulede.

Tirsdag 25/7:
Her til morgen blev vi vækket af en flok latterfugle. De kan lave en gevaldig larm. Lidt senere ankom en flok smukke papegøjer og et væld af andre fugle, vi aldrig har set før til naboens terrasse, hvor der lå lidt brødkrummer. Katrine var hurtig og smuttede udenfor med mere brød og fik fuglene til at spise fra sin hånd. De satte sig også på hendes hoved og hånd, men legen sluttede, da én af dem nappede hende i storetåen.
Kl. 10 var vi af sted fra campingpladsen og kørte til et par vandreruter i parken. Først til en sti ud til et gammelt guldmineområde, hvor der var absolut ingenting at se og derefter videre til en rute, der førte ud forbi nogle flotte klippeformationer. Her vandre vi et par timer gennem tør regnskov (sådan kaldte de det i folderen) – det føltes nu ret fugtigt og var meget spændende. Der var masser af lianer og én af dem lignede en gynge og kunne sagtens bære både Mads og Katrine. Vi så mange flotte grotter, klippeudhæng og kløfter og fik gået både op og ned og blev både svedige og trætte i benene. Skønt.
Ved 1-tiden kørte vi af sted mod næste overnatningssted, holdt gode pauser undervejs og fik tanket og købt ind på vejen, så alt det var klaret, da vi ankom til campingpladsen lidt i 5. Nu er vi ude ved kysten og det ser rigtig flot ud. Vi har været på nattevandring (kl. 7) ned til den nærliggende strand. Vejret er igen meget mildt, man kan sagtens gå rundt i t-shirt og shorts efter solnedgang. Det bliver helt rart med en nat, hvor man ikke behøver pakke sig ind i ekstra tæpper for at holde varmen. Her rundt på campingpladsen snuser nogle små possum´er rundt. Den ligner lidt en blanding ml. en kat og en vaskebjørn og vi fik taget lidt billeder af dem. De virkede lidt sky, men pludselig kom én af dem målrettet hen mod vores veranda og snusede ivrigt til duften af aftensmaden, der kom ud af døren. Vi var alle 4 udenfor, men det tog den sig ikke af – den futtede bare op til os og gik snusende rundt ml. benene på os. Sjovt.

Onsdag 26/7:
Vi stod op til den flotteste blå himmel og spiste morgenmaden på verandaen. Derefter måtte Mads og Katrine lige teste poolen og den var kold! Men i kom de da.
Dagen i dag var sat af til en laang køretur til Airlie Beach ud for Whitsunday-øerne. Ikke en specielt interessant dag, bare en masse trafik og lidt over 500 km. kørsel. Vi ankom til campingpladsen som planlagt sidst på eftermiddagen, fik bestilt et cruise til i morgen, en dukkert i den meget lækre pool og lidt tiltrængt aftensmad. Hytten her er helt ny og superlækkert indrettet og resten af campingpladsen er meget flot med tropiske palmer og planter overalt. Vi bliver her i to nætter, inden vi kører videre nordpå.
Efter sigende skulle der være mulighed for at se possumer, små kænguruer og fugle, når det er mørkt, men alt, hvad vi så på vores vandring rundt i parken var nogle sjove langbenede fugle. De var for sky til at man kunne komme tæt nok på til fotografering.

Torsdag 27/7:
I dag stod programmet på cruise. Kl. 8.30 blev vi afhentet af Whithaven Express (bådens navn) lille bus og kørt til havnen og gelejdet ombord på en mellemstor motorbåd. Der var ca. 20 passagerer med og det var meget passende. Første stop var et udsigtspunkt på selve Whitsunday Island – den største af øerne i Whitsunday øgruppen. De hedder sådan, fordi Cook, der opdagede Australien, troede at han kom til øerne pinsesøndag, men det gjorde han i virkeligheden slet ikke, fordi han havde glemt at tage højde for, at han havde krydset datolinien.
I dag er stort set alle øerne nationalpark og der bliver passet godt på dem. Det er ulovligt at fjerne så meget som et blad fra øerne – bliver man taget i det, koster det 4.000 dollars i bøde og bøden udskrives på stedet! Det betyder også, at der ikke ligger så meget som et cigaretskod eller andet affald nogen steder, hvor vi kom.
Vi blev efter en times sejllads sejlet i land i en lille gummibåd og gik op til et udsigtspunkt, hvor man kunne se ud over Whithaven Beach – den hvideste sandstrand, vi nogensinde har oplevet. Selvom vejret var temmelig blandet med god blæst og skyer, der kom og gik, var der en fantastisk udsigt. Det var især flot at se vandet i alle mulige varianter af tyrkisblåt.
Derefter sejlede vi videre til selve stranden, hvor vi igen blev sejlet ind i den lille gummibåd. Her skulle vi være et par timer. Man kunne bade, ligge på stranden, gå tur i skoven og Mads og Katrine valgte selvfølgelig et havbad. Ret lækkert, især den fine sandbund og det glasklare vand. Dog er vandet så salt, så det svier i øjnene – til gengæld er der så meget opdrift, at man næsten føler, at man bliver holdt oppe.
Imens vi slappede af, lavede besætningen en barbecue-frokost på en medbragt grill. Meget lækkert og man kan bestemt ikke anklage Australiere for ikke at sørge for, at der er mad nok. Der var steaks, pølser, fisk og Chili-hakkebøffer og de undrede sig noget, hvis ikke man ville have det hele. De tryllede også et salatbord og et kæmpe frugtfad frem, så der var god grund til at slå lidt mave bagefter.
I skovkanten gik der to store Guanna´er rundt. Det er nogle pænt store øgler – omkring en meter til halvanden fra snude til halespids. Et par drabelige fyre, som det meste af tiden vist er fredelige nok, kunne de lokale berette. Meen, der var nu ingen, der lod dem komme helt tæt på, så det gjorde vi heller ikke.
Sidste punkt på programmet var en sejltur ud til et koralrev, hvor man kunne få lov at snorkle rundt. Katrine og Thor valgte en tur i en båd med glasbund og Mads og Susanne hoppede frisk i vandet med maske, svømmefødder, snorkel og en skum-stang, som man havde under armene, så man ikke behøvede bekymre sig om at holde sig oven vande. Vandet var kun 20 grader varmt. Det føltes dejlig varmt til at starte med, men efter at have snorklet rundt i lidt over en halv time, så var man altså godt afkølet og der var pludselig langt tilbage til båden. Det var vi blevet advaret om og havde også lært forskellige signaler, vi skulle lave, hvis vi ville hentes eller havde brug for hjælp. Nå, men koralrevet var bestemt en stor oplevelse. Ikke det store farveorgie, som vi måske havde forventet – de fleste koraller var brun-røde-grå-hvide, men enkelte havde azurblå kanter, der lyste godt op. De var koraller i allemulige størrelser og faconer og så var der selvfølgelig alle fiskene. De var jo næsten som at dykke i en akvariebutik! Meget spændende. Vi så også en enkelt kæmpemusling af den slags man forventer, der ligger en stor perle indeni.
Vel tilbage på båden gik det for fuld skrue tilbage mod Airlie Beach havn og det var en passende træt familie, der kl. halv 6 var tilbage på campingpladsen. Vi måtte lige en tur i byen for at købe aftensmad og frokost til dagen efter. Alt fra turen var fyldt med det fine hvide sand og fugtigt af saltvand, så vi benyttede lige chancen til at få vasket et par maskinfulde.

Fredag 28/7:
Efterhånden er vi begyndt at vågne og stå ret tidligt op, så allerede kl. lidt i 9 havde vi pakket og kørte af sted mod Mission Beach. En tur på lidt over 500 km, som på disse veje hurtigt tager små 7 timer inkl. Pauser. Så det er, hvad dagen er gået med. Intet rigtigt interessant at berette i øvrigt. Måske lige lidt om alle sukkerrørsmarkerne, som her er virkelig mange af. De høster for tiden og fylder alle rørene på lange tipvognstog, der kører direkte til sukkermøllerne, som kan ses på laaang afstand, fordi der stiger kæmpe damp-søjler op fra dem. Der er jernbanespor, der krydser vejen hele tiden, men vi har været heldige, ikke at skulle vente på krydsende to, for de kører virkelig langsomt og der er mange vogne på. Og så har vi for første gang set bananplantager. Vi er også kørt forbi kæmpe mangoplantager, ananasmarker og citrusplantager.
Vi ankom rimelig tidligt på eftermiddagen til vores campingplads her i Mission Beach, som ikke er maget andet end en mange kilometer lang sandstrand og nogle øer, man kan sejle ud til. Her har vi booket 3 overnatninger i håb om at skulle have været ud at whitewaterrafte. Men suk! Man skal altså være minimum 13 år for at få lov – ingen mulighed for at forhandle selvom vi argumenterede for at Katrine jo havde prøvet det før. Hrmpf! Men der skulle være en chance, når vi kommer længere nordpå, så helt opgivet er det ikke endnu.

Lørdag 29/7:
I dag har vi bare slappet af, gået tur på stranden, sovet til middag, læst, siddet på terrassen, købt ind, gået lidt mere tur, været på café, badet i poolen, spillet bordtennis og haft det rigtigt fedt! Slut – ikke mere at sige om denne dag.

Søndag 30/7:
Besøg på en lille lokal krokodillefarm små 40 min. Kørsel herfra. Vi var de første besøgende, der var dukket op – vi kom vel en halv times tid efter, at de havde åbnet, så vi måtte lige drive lidt rundt og vente på lidt flere, inden vi kunne komme på rundvisning. Det var bare en lille farm med kun 4.500 ”diller” – ikke nok til at man kan leve af det, derfor havde de åbnet for turister og så løb det hele rundt. Det var et herligt menageri, drevet af en familie med mor, far og to sønner. Farmand var en ganske underholdende herre på 65 – næsten helt nedslidte tænder, ar over det hele og et stift ben. Og snakkesaglig! Han kastede straks sin kærlighed på os og underholdt og drillede i ét væk. Han ville vide om nogen af os ville bides af en slange? Så ville han til gengæld give en sodavand og et stykke chokolade. Han kunne slet ikke forstå, at det ville vi ikke så gerne. Nå, men han fortalte meget spændende om sin barndom her i området, uden strøm og tv og med en radio, der kun indimellem kunne opfange nogle signaler – som regel fra Japan.. Han fortalte, hvordan ham og hans brødre havde fået tiden til at gå med at gå ture i regnskoven om natten og se på kæmpeedderkopper, fange slanger og krokodiller og sidde derhjemme sammen med deres mor og synge sange ved klaveret. Se det var tider. Han havde været krokodillefanger i mange år og havde holdt krokodiller som kæledyr siden han var 15 år. Farmen havde de åbnet for 15 år siden og havde i dag ry for at lave nogle af de bedste krokodilleskind i staten. Det er ikke tilladt at slå vilde krokodiller ihjel, men gerne dyr af egen opdræt. En del af deres avlskrokodiller var fanget her i omegnen – som regel fordi de skabte problemer for de lokale, som så tilkaldte ham her, så han kunne hjælpe dem.

Så blev vi taget med på en rundvisning til en del af deres krokodilleanlæg. Det var små indhegninger med to små vandhuller i hver og en han og en hun krokodille i hver. De kunne som regel godt enes men ellers kunne de opholde sig i hver sin pool. Hankrokodiller kan ikke enes – de slås, til den ene af dem dør og så æder vinderen taberen!
Vi så en han, der var kommet ind til nabohannen ved et uheld– naboen tabte, men vinderen bar voldsom præg af kampen. Store ar overalt og manglende tænder og flænger i kæben.
De håndfodrede krokodillerne med stykker af friskslagtet kylling. Det var nok egen avl, for der gik masser af høns frit rundt på hele farmen. Et sted lå der krokodilletænder, som de fortalte, at man kunne tjene helt godt på at sælge som halskæder. Der var også en krok, der havde en løs tand – dem skifter de vist op til 46 gange på et liv – og så skulle den altså absolut ud mens vi så på det. Så krokofyren fik en stok i munden og tanden slået ud. Av! Nå, men han så nu ikke ud til at bekymre sig noget særligt om det og man kunne også se, at den næste tand allerede var på vej op. Vi fik også demonstreret hvorfor det er så farligt at gå ned til vandkanten et sted, hvor der er krokodiller. I en plumret sø gik den ene af farmerne hen og prikkede ganske let til overfladen med en bladrive og HAPS! På et splitsekund dukkede et kæmpe krokodillegab op af vandet og gys, hvor blev vi forskrækkede.
Efter rundturen kunne man få lov at holde Pythonslanger og en lille krokodille med næbbet lukket med tape, så fingrene var i sikkerhed. En kold fyr sådan én, men sjov at røre ved. Og så var der altså et par, der lod sig lokke til at blive bidt af en slange, så blodet flød. De påstod, at det ikke gjorde ondt, men os kunne man ikke narre!!! De havde også en blåtunget Skink, men sådan én havde vi allerede set i Alice Springs.
Rundt på farmen gik en lille flok kænguruer og der lå brød, man frit kunne tage og fodre dem med. Det fik vi så lang tid til at gå med, for de var godt nok søde. Tre af kænguruerne havde unger i pungen og to af ungerne kom ud, mens vi var der. De var rigtig søde, som alle dyrebørn, men sjovest af alt var det, da de to et hovedspring ind i pungen igen og rodede godt rundt indtil kun bagben og ører stak ud.
Omkring middag havde vi efterhånden set nok og snakket færdig med den herlige krokodillefarmer og så gik det hjemad, med lidt indkøb på vejen. Vi var dog blevet så sultne, at vi måtte stoppe på en McDonalds på vejen – hmm, det var første gang på denne tur – ikke så godt…men det mættede.
Vel hjemme igen var der lige tid til lidt afslapning og billedkigning og en lille tur på café til en kop eftermiddagsetellerandet og en gåtur på stranden. Rigtig spændende og hyggelig dag.

Mandag 31/7:
Efter et par rigtige slappe-dage gik turen nu videre ind i landet igen mod Undara Lava Tubes. Vi kom af sted i god tid fra campingpladsen, så vi kunne tage det stille og roligt med alle de stop undervejs, vi havde lyst. Første stop blev et yndigt tropisk vandfald af den slags der falder lodret som et gardin og lander i en lille klippekranset sø, med tæt regnskov hængende ud over kanterne. Rigtig idyllisk. Der var et par modige sjæle, der tog sig en svømmetur – det så koldt ud, så vi sprang over.
Man kunne vælge mellem at køre ad den gamle highway eller den nye. Den gamle var den korteste og ifølge kortet den smukkeste og, skulle det vise sig, den sjoveste og så absolut mest udfordrende. Det var en ganske smal vej, der snoede sig op og ned i skarpe hårnålesving – bestemt ikke plads nok til at to biler kunne passere hinanden. Spændende. Og smukt, som bare det.
Vel tilbage på flad vej kørte vi ind forbi endnu et vandfald, hvor vi også spiste frokost under en meget aktiv Kookaburra (latterfugl). Imponerende larm, de kan lave.
Det meste af highwayen ud til Undara var en bred grusvej med en smal stribe asfalt i midten af vejen. Når man så møder en modkørende, kører man ud på gruset med det ene hjulpar og så langt ud i rabatten som overhovedet muligt, hvis man passerer et roadtrain (lastbil med 3 hængere). De stopper nemlig ikke for noget og trækker heller ikke ud. Man skal passe rigtig meget på stenslag, og man holder bestemt afstand, for ellers kører man bare i en stor rød støvsky fra den forankørende. Så det var skønt at køre i en stor 4-hjulstrækker! Så behøver man heller ikke bekymre sig så meget om hullerne i vejen (og dem er der mange af).
Tidligt om eftermiddagen kom vi frem til Undara Lodge, hvor vi havde bestilt to værelser i deres Wildernes Lodge, som viste sig at være 3 skurvogne med 4 rum i hver, omkransende en lille gård med borde og bænke og et lille camp-køkken. Simpelt men ret hyggeligt. Resten af dagen gik med afslapning, fuglekiggeri, lidt badning og et slag Monopoly. Inden sengetid gik vi lidt ud i bushen og fandt os et par lune klipper at sidde på. Her sad vi så længe i mørket og håbede på at der ville dukke nogen dyr op. Det gjorde der desværre ikke, men så var der til gengæld stjernehimlen og en fantastisk nymåne (der ligger ned i denne del af verden) at kigge på. Det er en pudsig oplevelse ikke at kunne genkende et eneste stjernetegn. Vi må have fat i et stjernekort over den sydlige stjernehimmel.

Tirsdag 1/8:
Op til en smuk morgen og en symfoni af fuglesang. Her er så mange vilde fugle, af alle mulige slags, som vi ikke har set noget andet sted. Katrine fik lang tid til at gå med at være på fuglekiggertur.
Almindelig morgenhygge og ingen stres. Vi skulle på en to-timers guidet tur til lavarørerne kl. 10.30, så der var god tid.
Selve lavarørerne var en stor oplevelse. Undara er en gammel vulkan, der i sin tid har stået og boblet lava ud over kanterne. Lavaen er så flydt i en lind strøm ned over et forholdsvis fladt område og overfladen af lavafloden er stivnet. Men pga. materialesammensætningen har den stivnede overflade virket så isolerende på den underliggende lava, at den kunne fortsætte med at flyde af sted over en strækning på i alt 160 km. Efter sigende den længste lavatunnel i verden. Da lavastrømmen til sidst er stoppet har kun den stivnede skal stået tilbage og rundt omkring er røret kollapset og skabt adgang til rørene. Undara vulkanen er i dag tørt savannelignende landskab, men i lavarørs-kollapsene er der opstået små unikke økosystemer af såkaldt tør regnskov, næret af den frodighed, der kommer fra lavaen.
Vi kom ind i to af tunellerne, der er kæmpestore og meget spændende. I det ene af rørene boede millioner af dværgflagermus og det kunne man godt lugte. Vi spottede en del i loftet og der fløj også et par stykker lige tæt forbi os.
Halv 1 var vi tilbage ved bilen og fik os lige lidt frokost før vi kørte de små 3 timer nordøstpå til Cairns. En fantastisk tur, hvor vi snoede os op over Ather Tablelands. Nedturen til kystvejen var temmelig anstrengende med masser af 180 graders hårnålesving. Lidt hårdt for maven og indimellem temmelig langt ned. Der var ikke så meget tid til at nyde udsigten…
Cairns er en rigtig storby – den største vi har været i næst efter Brisbane og ikke umiddelbart særlig charmerende, men til gengæld er det en super-luksus campingplads, vi med hiv og sving havde fået plads på. Og så var vi oven i købet blevet opgraderet til en kæmpe luksusvilla med 3 værelser, hele to fjernsyn, stort køkken og egen veranda. Det var fedt, syntes ungerne og stod i skærende kontrast til sidste nats skurvogn ?

Onsdag 2/8:
I dag blev vi kørt op til Freshwater station, hvorfra vi skulle køre med et fint gammelt tog op til en lille by midt i regnskoven, der hedder Kuranda. Toget snor sig op ad bjergsiden og passerer undervejs en masse broer og kører igennem 15 tunneller. Undervejs er der en fantastisk udsigt over Cairns og kysten og et par vandfald. Man sidder på gamle polstrede bænke af poleret træ 4 og 4 overfor hinanden. Vi kom til at sidde sammen med to par ældre englændere, som var vældig søde og som vi fik en hyggelig snak med.
Efter næsten 1 ½ time kom vi til Kuranda – en ganske lille by, som vist mest af alt var til for turisterne. Vi så i hvert fald stort set ikke andet end souvenirbutikker og restauranter. Vi stod på et tidspunkt og talte med ejeren af en bod, der solgte krokodilleting. Pludselig spurgte han på dansk om vi var fra Danmark – han var udvandret til Australien for 50 år siden og vi fik hele hans livshistorie med billeder og det hele. Han var nu rigtig sød og hans historie var spændende nok.
I en butik, der solgte Didgeridoo´er sad en fyr og spillede. Vi stod og kiggede på og efter et stykke tid spurgte han om vi ville prøve. Jep! Det ville Susanne i hvert fald og så fik hun et lille kursus og kunne til sidst få selve grundlyden ud af den. Vi prøvede en masse forskellige – sådan én vil vi bare gerne have med hjem! Nå, men vi købte ikke i dag, men det gør vi snart.
Det var ganske hyggeligt at gå rundt i Kuranda. Der var en dejlig fredelig atmosfære og man følte sig ikke fanget i en turistfælde på trods af alle souvenirbutikkerne. Efter frokost, hvor vi vist fik nogle af de største burgere i familiens historie, gik vi til Skyrail´en. En svævebane, der strækker sig 7,5 km hen over toppen af regnskoven. Man sidder i små kabiner med plads til 6 pers. og det er en helt fantastisk oplevelse. At se regnskoven ovenfra er utrolig flot og meget interessant. Turen tager 45 minutter, men man kan stå af to gange undervejs. Første stop var ved Baron Falls, hvor man kunne gå en lille tur ud og se på vandfaldet. Ganske flot.
Ved andet stop kunne man gå en guidet tur gennem regnskoven på fine træbroer og lære lidt om planterne. Vi gik turen uden guide, for vi havde lidt travlt med at komme det sidste stykke ned til dalen, for vi skulle opleve Tjapukai – et kulturcenter for aboriginals og der var et par shows, vi gerne ville nå at se.
I centeret så vi først en demonstration af traditionel dans. Bagefter var der en pige, der fortalte i rivende fart om bush-mad og medicin – der var jo ingen grænser for, hvad de forskellige frugter, rødder og bær kunne helbrede. Især var en del af gode til at kurere hovedpine og tømmermænd…
Så kom en fyr og demonstrerede hvordan man spiller på Didgeridoo – det viste vi jo allerede, men det var stadig sjovt. Og så gjaldt det boomerang og spydkast. Det måtte vi jo prøve. Thor var helt fænomenal til at kaste boomerang. Katrine og Mads var også ret gode. Susanne, hm, hm, det behøver vi vist ikke gå i detaljer med. Det var kun Mads, der prøvede spydkast. Man bruger en særlig affyringsdims – en slags overdimensioneret fiskekrog – til at sende spyddet af sted med. De fleste havde virkelig svært ved at finde ud af det, men ikke Mads. Superflot.
I centret havde de også en kæmpe butik med en masse flotte Didg´s. Man måtte gerne prøvespille dem, så vi fik leget lidt.
Desværre var vi klar til at tage hjem en times tid før bussen skulle hente os. Det er jo vilkårene, når man ikke kører selv, men vi klarede den med en kop kaffe og lidt is til ungerne,
Resten af aftenen var bare aftensmad og hygge. En dejlig fredelig dag med gode oplevelser.

Torsdag 3/8:
Op til endnu en dag med dejlig vejr og kaffe og morgenmad på terrassen. Og så en tur i poolen, mens Susanne pakkede bilen. Kl. 10 skulle huset forlades, så der kørte vi af sted mod Port Douglas, hvor vi skal tilbringe de sidste 4 dage, inden turen går hjem igen. Vi havde haft lidt problemer med at finde en campingplads, der havde plads til os, og var til sidst endt med at booke på en plads, vi ikke rigtig vidste så meget om, så vi var lidt spændt på at se, hvordan, der så ud. Turen ud til Port Douglas var meget smuk. Man kører langs kysten og har de mest fantastiske udsigter undervejs. Nå, men lidt før frokost var vi fremme ved pladsen og fik nøglen til vores hytte, som umiddelbart lignede mange af dem, vi har boet i undervejs, om end noget slidt. I første omgang blev vi enige om, at det vist sikkert var god nok til os, så vi pakkede ud og spiste frokost og kørte en tur ind til hovedgaden og kiggede lidt på butikker. Da vi kom tilbage til hytten blev vi imidlertid enige om, at den nu alligevel var for trøstesløs, nedslidt og uhyggelig, så Thor og Susanne traskede ned ad gaden for at undersøge mulighederne for at finde noget andet. Det lykkedes at finde en lejlighed for 3 nætter et sted, der viste sig at være det vildeste luksussted, vi nogensinde har boet. Lejligheden er kæmpestor med to badeværelser – det ene med spa! – to soveværelser, et stort køkken alrum og en kæmpe altan. Og sørme om ikke her er opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler! Og så er poolen mindst 5 gange større end det første sted! Det var tæt på at ungernes øjne var trillet ud af hovedet på dem, da de så det. Hæ, det var en god beslutning, vi der gjorde.
Vi har fået kængurusteaks og –pølser til aftensmad – det er nu ikke noget, vi bliver forfaldne til, men det skulle jo smages. Og her er trådløst internet!!!! Så nu kan hjemmesiden blive opdateret – det er efterhånden et par dage siden vi sidst har haft mulighed for det.

Fredag 4/8:
Ahhh, her er skønt! Hvor var det godt, at vi droppede den nedslidte campinghytte med alle de døde og levende insekter i vindueskarmene og det ødelagte insektnet, den kedelige brune farve og den hærgede sovesofa….
I dag skulle vi en tur nordpå op i Daintree – en lille by, der ligger i den sidste rest af uberørt regnskov i Australien. En fin lille tur på små 45 minutter med masser af smuk natur. Selve Daintree består kun af én gade med et par hyggelige butikker på midten. Her kunne man komme på en sejltur på Daintree-floden og vi valgte en tur på 1 ½ time. Desværre forstod vi knapt et kvidder af guidens lynhurtige og ultradrævende australske, så vi fik ikke lige alle detaljer med. Der var ikke så tæt et dyreliv på floden, som på billabongen i Kakadu, men til gengæld så vi noget dyreliv her, som vi endnu ikke havde set andre steder i Australien. Inden vi sejlede af sted holdt skipper små brødstykker ud over rælingen og sprøjt, så blev de skudt ned af Archer fisk (Skytte fisk) – en fisk, der skyder insekter ned af blade osv. med en spytklat. Først sejlede vi lidt op ad floden og fandt en af de få krokodiller, der huserede her. Den var ikke særlig stor og stak hurtigt af. Så sejlede vi hen til et træ, hvis rødder groede ud over brinken og dér inde mellem rødderne lå en lille-bitte krokodilleunge. Den var kun ca. 4 mdr. gl. og var vist blevet skyllet ud af sin rede og drevet herned, for selve reden lå 7 km. længere oppe ad floden (den så vi ikke). Stor oplevelse. Undervejs på resten af turen så vi træslanger to steder, et frømund-fuglepar, en krokodilletands-hejre (den har sikkert et rigtigt navn), adskillige træer og buske, vi ikke fattede navnene på (men vi smagte blomsterne fra ét af dem) og endnu en (stor) krokodille.
Det var ikke den mest interessante tur, vi har været på, men den var fredelig og hyggelig.
Vi kørte tilbage til Port Douglas og ungerne fik resten af eftermiddagen til at gå ved poolen, mens vi forældre måtte holde vagt i hver sin liggestol. Hårdt, Ikke? Aftensmaden bestod af hjemmebagt grovbrød og lasagne – uhm. Og så en lille aftentur ind til byen for at købe ind og nyde en smoothie ved en fortovscafé.

Lørdag 5/8:
I dag har vi været ude at snorkle ved Great Barrier Reef. Vi havde fundet en lyntur med en speedbåd, som i alt kun varede 2 ¼ time hvoraf de 1 ½ t. var snorkling. Det passede os fint, for vi gad ærligt talt ikke tilbringe hele dagen ombord på en båd sammen med en masse andre mennesker. Så vi drog ned til havnen kl. 11 og fik en sandwich, inden vi blev iført våddragt og sat ombord på båden. Vi var kun 11 ombord, så det var meget hyggeligt. Skipper var rar og nem at forstå og så gik det ellers bare ud over bølgen den blå med 60 km/t. På kun 20 min. nåede vi ud til en lille koralø, der fungerer som forskningscenter og her skulle vi snorkle. Det var ikke tilladt at gå i land, men det var heller ikke nødvendigt, for der var rigeligt at se på under vandet. Det var lavvande, så korallerne var ganske tæt på og det var rigtig flot. Vi så massevis af fisk, både store og små, enkeltvis og i stimer og i de mest utrolige farver. Korallerne var også flotte – området er kendt for at have den største mangfoldighed af koraller og her er der i modsætning til det ydre Great Barrier Reef både hårde og bløde koraller. Vi så også en kæmpemusling så stor at Katrine kunne have været inde i den. Men vi kunne ikke lige finde perlen – øv.
Da vi på et tidspunkt var henne ved båden for at få en pause stod skipper og smed små stykker brød ud til os..eller rettere til nogle kæmpestore Batfish. Se fiskene, råbte han, og Gisp, hvor blev vi forskrækkede, da de pludselig var lige ved siden af os. Helt vildt. De var ret flotte og meget fredelige.
Susanne troede hun så en lille haj under båden, men det var bare en slags sugefisk, beroligede skipper. Men det lignede godt nok meget… Vi havde købt nogle engangsundervandskameraer og taget en masse billeder. Forhåbentlig kommer der et par flotte billeder ud af det, når de er blevet fremkaldt.
Vel tilbage på land igen mødtes vi med Thor, der ikke havde været med og nød en kop eftermiddagsthe/kaffe på havnen. Og som om vi ikke havde fået vand nok, røg ungerne direkte i poolen tilbage på hotellet og blev der de næste par timer.
Efter aftensmad gik vi en tur ind til byen, fik den obligatoriske smoothie og fik skrevet de allersidste postkort. Vi skal videre til Kuranda og overnatte i Cairns i morgen. Så er vi tæt på lufthavnen og behøver ikke bekymre os om trafik og vejarbejde. Alt vasketøjet er vasket, så der skulle ikke blive meget at ordne, når vi kommer hjem, udover at pakke ud.

Søndag 6/8:
I dag er det Thors fødselsdag.

Og det er også pakke-sammen-dag, for vi skal forlade Port Douglas og køre mod Cairns.
Thor havde bestemt, at vi skulle tilbringe dagen i Kuranda og denne gang kørte vi derop i bil. En meget smuk tur op ad snoede bjergveje med nogle fantastiske udsigtspunkter undervejs. Vi fik parkeret bilen tæt på et af Kurandas markeder, som vi ikke havde nået at se under vort sidste besøg. Og så gik resten af dagen ellers med shopping og markedskiggeri. Vi besøgte didgeridoo-manden, som havde lært os at spille og fandt med hans hjælp en flot, stor og meget velklingende didgeridoo, som nu er vores ejendom. Vi fik et ekstra-kursus og retningslinier for hvordan vi skal øve os på at komme til at mestre kunsten at spille på sådan én. Og så blev den ellers pakket ind i mange lag bobleplast, så den kunne klare turen hjem i flyveren.
Mads og Katrine fik købt smågaver til venner og veninder og Mads investerede i en ægte Crocodile-Dundee hat med hattebånd i krokodilleskind og –tænder. Et par boomeranger blev det også til, købt hos en herlig gammel aboriginer.
En tur i Kuranda Koala garden nåede vi også – en lille hyggelig park med en masse sovende koalaer, lidt forskellige wallabies, kænguruer, wombats og slangekryb. Vi fik lov at holde en koala – en der var vågen og sjovt nok ellevild med at blive fotograferet. Så begejstret var den, at så snart den fik øje på dyrepasseren klatrede den i fuld fart ned til hende og det siger ikke så lidt, når man snakker koalaer.
Efter lidt hyggelig frokost og fødselsdagseftermiddagskaffe kørte vi til Cairns og fandt, med lidt besvær, et motel nær lufthavnen som umiddelbart så ganske udmærket ud. Desværre viste det sig, at der i naboværelset boede en flok unge mennesker, som vi havde stor glæde af det meste af natten.

Mandag/tirsdag 7-8/8:
Hjemrejsedag! Op og pakke og så af sted til lufthavnen. Med lidt besvær fandt vi parkeringspladsen, hvor man skulle aflevere lejede biler. Det var sådan en selvbetjeningsting, hvor man fandt en ledig plads med Avis-mærke på, noterede sig nummeret på pladsen og bilens km-tal (2.800 km fik vi kørt) og gik ind i lufthavnsbygningen for at aflevere nøglerne. Men der var bare ingen i Avis-skranken – kun en telefon, man kunne benytte, hvis man ville i kontakt med dem. Den venlige dame i telefonen bad os om bare at smide nøglerne i en skål sammen med lejepapirerne med km-tallet på. Sådan! Ingen kontrol af bilen – ingen kvittering på at vi havde afleveret den. Hmm…nå, ja, sådan gør man åbenbart i Australien. No worries, mate – just aussie style.
Didgeridooen skulle lige tjekkes for spor af sprængstoffer, men ellers var der ingen problemer med at få den med flyveren og så begyndte en 30 timer lang hjemrejse. Pyha, selvom alt forløb stille og fredeligt uden nogen former for forsinkelser så var det en noget slidt familie, der blev hentet af morfar i Kastrup. Og hvor var det skønt at være hjemme igen. Mormor ventede derhjemme med the, friskbagte boller og hjemmebagt rugbrød. Didg´en blev pakket ud og demonstreret (og efter et døgn hjemme er Katrine, som jo ellers er stryger, klart den bedste i familien til at tragtere den) og taskerne tømt og det var så slut på 4 fantastiske uger. En rigtig super-ferie med masser af spændende, anderledes oplevelser og en hel masse familie-hygge.